People Group har længe håndteret grafisk produktion i Bangladesh, Ellermann Group gør det i Bahrain – mens Hjaltelin, Stahl & Co i næste måned slår dørene officielt op for deres danske pendant til at håndtere omkostningseffektiv grafisk produktion.
Hos DDB har man i Synergi de sidste fire år konkurreret om produktionsopgaver – fra Bredgade – og her er man nu i gang med at udvikle bureauet til fremtidens elektroniske verden. Omkostningseffektiv produktion er ikke bare grafisk – den skal også gælde online. Og derfor er bureauet igang med at uddanne alle sine medarbejdere til at kunne håndtere produktion på både off- og on-line.
“Vi mener, at vores kunder får en klar omkostnings-og kvalitetsmæssig fordel ved at integrere en del af de digitale produktionsopgaver ind under DDB Synergi, som jo netop har specialiseret sig optimering af produktionsprocesser. Vi ønsker at gøre op med den hype, der er om online kontra offline. Vi integrerer de to – vel at mærke med de eksperter, vi har i forvejen. Værktøjerne bliver nemlig stadig bedre, så det i dag er relativt let at gå fra f.eks. indesign til flash. Barrieren er ikke teknisk, men allerhøjst mental: At omstille sig og bruge sin ekspertise – altså det grafiske øje – på alle kanaler, hvad enten det er outdoor eller flash”, siger produktionsdirektør Jesper Klæbel hos DDB Synergi.
Netop barrierer har der været masser af inden for grafisk produktion: Fra diskussionen i sin tid om, hvorvidt reklamebureauer kunne varetage reproarbejde, over grafikere som mini-ADere når det gælder taktisk kommunikation til debat om indenlands/udenlands produktion. Nu følger så offline-online fusionen.
“Mange steder kører webbureauet og reklamebureauet to veje, og det er hverken kosteffektivt eller kvalitetsmæssigt ensartet. Vi vil tage mere ansvar, og med de rette personer og værktøjer kan vi skære omkostninger væk, sikre et bedre produkt – og segmentere: Er det konkrete produkt så teknisk kompliceret, at den kræver en Plan B? Skal vi insource eller bruge eksterne samarbejdspartnere? Det er i givet fald nogle overvejelser, vi selv kan gøre os, fremfor at beslutningen bliver truffet for os”, siger Jesper Klæbel.