DDB-topchef skal styre Cannes Lions elitepris

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Juryen til Titanium og Integrated konkurrencen er på plads med Bob Scarpelli i spidsen. Ikke-kommercielle kampagner får ny toppris.

Titanium and Integrated kan lyde som en lidt mærkelig titel på en reklamepris. Men tag ikke fejl. Det er formentlig en af de vigtigste reklamepriser, fordi den belønner de helt store ideer, som må være den ultimative drøm for de fleste reklamefolk.

Det er således ikke den konkurrence i Cannes, der trækker flest bidrag, og danske bureauer har ikke hidtil gjort meget væsen af sig i forhold til konkurrencen.

Arrangørerne bag Cannes Lions har nu udpeget årets jury-præsident, og valget er faldet på DDB Worldwide’s formand og chief creative officer, Bob Scarpelli.

“At angribe vores kunders forretnings problemstillinger på innovative og effektive måder er kritisk for fremtiden for kommunikations-industrien. Vi må anvende alle tilgængelige værktøjer og opfinde nye, når det er nødvendigt. The Titanium and Integrated Lions er udviklet for at hylde ideer, der bryder gennem lydmuren”, siger Bob Scarpelli.

Ikke bare jury-formanden er på plads – hele juryen er valgt – og i dette tilfælde er den mere anglofil end normalt for de meget internationale juryer i Cannes. Blandt de ni øvrige jurymedlemmer er fem fra USA, en fra England, en fra New Zealand, en fra Belgien og en fra Brasilien.

Juryen er desuden udstyret med en ekstra opgave. Indsendte arbejder inden for ikke-kommercielle kampagner fra f.eks. det offentlige eller velgørende organisationer, er afskåret fra at vinde Grand Prix i de respektive konkurrencer.

Titanium and Integrated juryen vil blandt alle ikke-kommercielle guldvindere vælge en, der bliver belønnet med en “Cannes Lions Grand Prix for Good”.