DDB vinder internationalt VW-budget

Slog de øvrige VW-bureauer i Norden og Baltikum om bugettet for VW Tiguan.

Det er klassikeren i pitches: Kundens eksisterende bureau. Står man stærkere, fordi kunden kender bureauet – eller, lidt flabet, svagere, fordi kunden kender dig?

Volkswagen har netop afholdt en lidt usædvanlig bureaukonkurrence med ikke færre end fem eksisterende bureauer, nemlig bilkoncernens bureauer i Norden og Baltikum: Try (Norge), Family (Finland), Kolle Reppe (Baltikum), DDB Stockholm og DDB Danmark – med sidstnævnte som vinder.

“Man har samlet budgettet for SUV-modellen VW Tiguan, så man laver en fælles produktion med et nordisk udtryk – og vi leverede en setting, der kunne foregå i København, Stockholm eller Helsinki”, siger kontaktchef i DDB Danmark, Thomas Erichsen.

I tidernes morgen var der en nordisk reklamepris, og da blev der dælme ikke grinet af de samme ting …

“Vi er gået 100 pct. efter VWs egen stil og tone – og den er i sig selv også nordisk i form af det underspillede og underfundige,” siger Thomas Erichsen.

I har i år vundet Codan, Arla og McDonald’s sammen med DDB Stockholm – og nu konkurrerer I imod dem …

“Vi er glade for at have vundet budgettet, men det giver det da en ekstra dimension, at vi kan slå vores gode venner i Stockholm,” siger Thomas Erichsen.

VW har før, med Golf+, afholdt en lignende intern-international bureaukonkurrence – dengang ikke med DDB Danmark som vinder. VW Tiguan-budgettet gælder for 2009.