Da Annette Piilgaard og Mikkel Jønsson den 1. juli tiltrådte som partnere og hhv. CEO og executive creative director for Nord DDB, var det med en udtalt ambition om at bygge bureauet stærkere – og helt konkret; At ”identificere en creative chief med en stærk kreativ profil”.
Nu kan duoen så præsentere René Sohn Kammersgaard, der – som en fordanskning og en reel opgradering – får titel af kreativ direktør.
René Sohn Kammersgaard er ”født og opvokset” i Robert/Boisen & Like-minded, sådan som det blev beskrevet, da bureauet i 2018 udnævnte ham til kreativ chef. For 10 år siden kom han i praktik på bureauet, for 2 år siden indtrådte han i ledergruppen.
Den 14. september tiltræder han så hos Nord DDB, og Mikkel Jønsson siger om den nye direktør:
”Vi skal være kendt for vores kreative styrke, og René er et kreativt fyrtårn. Der er fyldt godt ud på hans awardhylde, og han har en meritliste, som jeg ikke har. Han er en profil, der har vist sit værd, og som kan motivere og inspirere. Han bliver vores ansigt udadtil og indadtil.”
Hvis man alene tæller guld, så har René Sohn Kammersgaard vundet 8 gange ved CCA, 6 gange ved DIA, 2 gange ved DDA samt True Award, Eurobest og Epica. Dertil kommer 3 priser ved Advertising Effectiveness Award. Priserne er kommet i hus for arbejder for bl.a. Spies (Do it for mom & Do it forever) og Anthon Berg.
Om sit kommende job på Nord DDB siger René Sohn Kammersgaard:
”Historisk har DDB haft en revolutionerende, kreativ indflydelse på vores branche, og man vil gerne have, at det går DDB godt … det vil jeg i hvert fald. Nord DDB har forudsætningerne for at blive kendt for kreativitet. Igen. Annette Piilgaard og Mikkel Jønssons entusiasme er smittende, og jeg glæder mig til at komme i gang – jeg ved, at det ikke bare bliver sjov og ballade, men det bliver også sjov og ballade.”
Den nye kreative direktør indtræder i Nord DDB’s ledelse, som udover Annette Piilgaard og Mikkel Jønsson også tæller strategisk direktør, Christian Budtz.
René Sohn Kammersgaard får ikke personaleansvar – det har Mikkel Jønsson, der indtræder i en mere overordnet kreativ rolle, sådan som titlen executive creative director også lægger op til. Derudover skal Mikkel Jønsson fokusere på new bizz.