De danske jurymedlemmer til Cannes Lions er fundet

Peter Engholm
25@mail.dk

Tre danske jurymedlemmer har fået plads i hhv. film, cyber og direct

Når verdens største reklamefestival Cannes Lions gennemføres næste gang 21.-28. juni 2009, bliver det bl.a. med deltagelse af tre danske jurymedlemmer, som netop er udpeget.

De tre danske jurymedlemmer – Nicolai Stahl fra Hjaltelin, Stahl & Co., Jonas Linell fra LBI og Chandra Benjamin Mostov fra Wunderman – har fået jurypladser i henholdsvis Film-, Cyber- og Direct-kategorierne. Og alle tre jurymedlemmer ser frem til den store udfordring, meddeler TV 2, der er den danske repræsentant for Cannes Lions. 

Film: Nicolai Stahl fra Hjaltelin, Stahl & Co:

– Det er virkelig spændende og en meget stor ære at være med til at bedømme filmkategorien. Jeg glæder mig meget til at møde så mange dygtige og kompetente jurykolleger, hvor man absolut ikke kan undgå at føle sig en smule ydmyg. Det bliver også interessant at se, hvor mange gode ideer der er sluppet igennem finanskrisen og forhåbentligt se, at mange har turdet tro på og holde fast i gode film- og kampagneideer, som – viser erfaringerne – virkelig har sin styrke i krisetider. Og så bliver det spændende at se, hvor meget det klassiske filmmedie og de digitale medier er smeltet sammen siden sidste år – og se de mange spændende løsninger, der med garanti er kommet ud af det.

Cyber: Jonas Linell, LBI

– Jeg glæder mit rigtigt, rigtigt, rigtigt meget til at se den globale, digitale høst i år. Det er fascinerende at se, hvordan digitale ideer griber grundlæggende ind i alle mekanismer i samfundet i øjeblikket, og jeg mener, at recessionen er vores branches mulighed for at vise og bevise, at strategisk kommunikation nu starter digitalt. På den baggrund tror jeg, at Cannes Cyber Lions 2009 bliver den mest spændende til dato, og jeg er meget beæret over at være med.

Direct: Chandra Benjamin Mostov, Wunderman

– I Wunderman arbejder vi systematisk med at finde nye og stærkere måder at opnå målbar effekt med via direct marketing og digitale medier, og juryarbejdet i Cannes giver en unik mulighed for at hente en masse ny viden og inspiration med hjem. Det er min vurdering, at der fortsat er rigtigt mange danske virksomheder, der kan opnå målbare resultater ved at gå i direkte dialog med deres kunder. Specielt i en tid, hvor kravet til al marketing er, at det skal kunne generere målbart salg. Det er jo netop dét, der kendetegner god direct marketing.