De kendte med slikkepind er en anti-røg kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Medina, Oh Land og Mads Langer er blandt de idoler, der har poseret med slikkepinde på de sociale medier. De er med i en ny kampagne for Kræftens Bekæmpelse, der skal få unge til at vælge cigaretterne fra.

En lang række kendte danskere har sommeren over brugt hashtagget #slikkepind til at lægge billeder op på de sociale medier af sig selv med en slikkepind.

Og lige som røgen fra cigaret begyndte også forklaringen at sive – at det var Kræftens Bekæmpelse, der stod bag.

Det er nu officielt: Kræftens Bekæmpelse løfter sløret for, at de er en del af kampagnen ”Cool Uden Røg”, der lanceres i dag. Kampagnen skal få unge til at sætte spørgsmålstegn ved, om cigaretter er cool, og idé og kampagne er udviklet i samarbejde med DDB Copenhagen.

En ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der i de seneste 20 år ikke er blevet færre unge, der går rundt med en pakke cigaretter i lommen.

”Cool Uden Røg” skal med opbakning fra kendte ambassadører få unge til at tænke over, hvorfor de ryger. I denne uge springer kendte som Medina, L.I.G.A, Joey Moe, Mads Langer og mange flere ud som ambassadører for kampagnen, i fotoserier taget af den internationalt kendte fotograf Søren Solkær.

”Vi vil gerne starte en samtale blandt de unge om, hvad der gør dig cool. Er det dén, du er, din personlighed og attitude, eller er det cigaretter? Vi synes jo svaret er indlysende, men vi kan se, at på trods af flere års informationsarbejde ryger omkring halvdelen af de unge, også selv om de ved at det er skadeligt,” siger Lene Winther Ringgaard, projektleder for Cool Uden Røg i Kræftens Bekæmpelse.

Hun tilføjer:

”Det er på tide, at vi taler om rygning på en ny måde. Vi ser stadig billeder af musikere, modeller og skuespillere med cigaretter. Vi bytter cigaretten ud med en slikkepind, ikke fordi man skal spise slikkepinde, men fordi vi ønsker at skabe debat og opfordre unge til at stoppe op og tænke over, hvorfor de egentlig ryger og hvordan de påvirkes.”

Hos DDB er Christian Iversen sammen med Tim Fremmich Andresen de kreative kræfter bag kampagnen. Christian Iversen siger:

”Vi tog udgangspunkt i en antagelse om, at de unge mellem 13-25 år er blevet immune over for løftede pegefingre og budskaber om sundhed og sygdom. Unge lever ofte i nuet i en konstant storm af påvirkninger, reklamer og information. På baggrund af indsigtsfulde samtaler med Kræftens Bekæmpelse valgte vi derfor at flytte samtalen væk fra negative budskaber, og over på dét, som får mange unge til at begynde med at ryge – nemlig behovet for at fremstå som en del af et cool fællesskab. Med kampagnen håber vi på at skabe en langsigtet bevægelse i samfundet.”

Sommerens indsats har foreløbig eksponeret slikkepinden for langt over en million af ambassadørernes followers og sat debatter i gang, hvor der er blevet diskuteret hvad der mon var i gang.

I forbindelse med kampagnen lancerer Kræftens Bekæmpelse rygestop-app’en ”XHALE” hvor Oh Land, Tim Christensen og andre Cool Uden Røg-ambassadører guider unge gennem et rygestop: www.xhale.dk.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses nye kampagne på: www.cooludenrøg.dk.

Officielle ambassadører for kampagnen:

  • L.I.G.A
  • Waqas (Outlandish)
  • Mattias Kolstrup (Dúné)
  • Medina
  • Pernille Theisbæk (modeblogger & stylist)
  • Joey Moe
  • Mads Langer
  • Anders Forup (Handcrafted CPH)
  • Rune Glifberg
  • Tim Christensen
  • Mendoza
  • Oh Land
  • Carl Emil Petersen (Ulige Numre)