De konservatives bureau stævner partiet for 1,8 mio.

Peter Engholm
25@mail.dk

Et folketingsvalg kan komme når som helst – og nu står de konservative uden bureau efter en strid om regningen fra Integral, der har været partiets bureau i under 2 år.

Ved valget i 2007 var Kunde & Co bureau for de konservative, ved 2011-valget var Adtomic partiets bureau, og for godt to år siden kom Integral til. Men det bliver ikke Integral, der skal bistå de konservative ved dette års folketingsvalg. Så meget ligger fast allerede nu.

Det forhindrer imidlertid ikke parterne i at blive profileret – desværre om en sag, der står til at ende i retten.

Ifølge BT har Integral stævnet Det Konservative Folkeparti for 1,775 mio. kr. Det er, hvad bureauet mener, at partiet skylder for en Brand Essence- og fundraising platform, koncept og implementeringsplaner – samt løbende honorarer. 

Ifølge Bureaubiz’ oplysninger var samarbejdet i efteråret præget af stigende uenighed – også om økonomien. Og i sidste måned stoppede samarbejdet helt – angiveligt med en fyring af Integral, der på sin side havde sat hårdt ind med hensyn til honoreringen.

At en uenighed mellem et bureau og en kunde ender i retten, er næppe Danmarks-historie – men det er mere usædvanligt, at sagen ret hurtigt ender i medierne.

Advokat og partner Søren Skibsted fra Kromann Reumert bekræfter over for BT, at der er indsendt en stævning – og understreger, at skridtet – der medfører en sag i Københanvns Byret – kun er taget, fordi alle andre muligheder er udtømt.

Integrals adm. direktør, Carsten Janns, siger til BT:

”Vi har det bedst med at stå bag vores kunder og kommenterer aldrig detaljer i vores kundeforhold, men jeg kan bekræfte, at vi helt generelt forventer, at vores regninger bliver betalt. Det gælder selvsagt også for Det Konservative Folkeparti.”

Sagen må betragtes som en temmelig uheldig timing for de konservative. Samarbejdet er stoppet, et nyt bureau er ikke valgt, og partiet er således nu “imellem bureauer”, som en kilde i de konservative formulerer det. Og det i en situation, hvor et folketingsvalg kan komme når som helst.

Så partiet må antages at have travlt med at finde et nyt bureau.