Debut på reklame-uddannelse i Århus

Pressemeddelelse

Mediehøjskolen åbner Kreativ Basis – og det giver bijob til de århusianske bureauer.

Til september starter grunduddannelsen i reklame, Kreativ Basis, sit første hold i Århus. Dermed får Jylland for første gang sin egen grunduddannelse i reklame.

Bag grunduddannelsen står Mediehøjskolen, der er en del af institutionen Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Lidt om baggrunden: Onsdag 27. maj afholdt Mediehøjskolen informationsmøde om Kreativ Basis på Journalisthøjskolen. Det var første gang, at der var inviteret til informationsmøde om uddannelsen i Jylland. 17 dukkede op til informationsmødet.

“De var meget interesserede. Vi tror på, at der er basis for at oprette uddannelsen i Århus og har allerede fået flere indikationer på stor opbakning fra bureauer i området. Det bliver Århus’ egen grunduddannelse i reklame,” siger Per Holm Henriksen, der er institutleder på Kreativ Basis.

Sammen med Kaare Grundtvig, der også er institutleder på uddannelsen (delt ledelse) tager Per Holm Henriksen nu på roadshow i denne uge til Jylland og Fyn for at besøge reklamebureauer, der kan være mulige samarbejdspartnere til en jysk Kreativ Basis uddannlese.

Samtidig søger Mediehøjskolen undervisere på uddannelsen. De skal komme fra bureauer i Århus-området.