Deducta-partner har startet nyt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Sebastian Gullak har ikke siddet stille, siden han i maj forlod Deducta Online Marketing. I hans nye firma finder man både medarbejdere og kunder fra Deducta.

Atcore er navnet på et kun en måned gammelt online-bureau, som allerede rummer seks medarbejdere.

Den flyvende start hænger sammen med, at det ikke er seks helt tilfældige mennesker, der nu sidder sammen.

Stifteren af selskabet er Sebastian Gullak, som i maj forlod Deducta Online Marketing, hvor han var partner. Det skete på en sådan måde, at Deducta’s adm. dir., Steen Enegaard, først på ugen karakteriserede det som en kedelig skilsmisse.

Så kedelig, at Deducta Online Marketing har skiftet navn til Commercy og er under konkursbehandling.

Og så kedelig, at partnerne er skiltes under sådanne omstændigheder, at Sebastian Gullak er fritaget for en konkurrenceklausul.

Det er så til gengæld ikke så kedeligt for ham. Han har ikke siddet meget stille siden.

“Jeg skulle lige tænke lidt over, hvad der nu skulle ske, men jeg synes jeg kunne se tilbage på en række gode medarbejdere og en række gode kunderelationer, og at det ville være kedeligt at slippe dem,” fortæller Sebastian Gullak.

Og hen over sommeren faldt brikkerne på plads.

D. 1. august gik Atcore, i luften sammen med størstedelen af hans team fra Deducta Online Marketing.

Også flere kunder fulgte med, og samtidig er der en række, der overvejer situationen og som Sebastian Gullak håber at kunne lande.

Navnet Atcore er en sammentrækning at attrackt, convert og retain.

“Jeg må indrømme, at navnet har skabt lidt snak, Jeg har længe set behovet for løbende optimeringer hele vejen igennem en besøgende proces, og set fra min side, så fortæller det meget præcist, hvad vi beskæftiger os med. Nemlig hele tiden at forbedre processen, hvor vi tiltrækker relevante besøgende til et website, får dem til at foretage værdiskabende handlinger, og siden arbejde på både opsalg, mersalg, og skabelse af loyale kunder” siger Sebastian Gullak og fortsætter:

“I forhold til Deducta Online Marketing, kan jeg nu sikre samspillet og kvaliteten mellem de tiltag der skal til, for at skabe større værdi. Det kunne jeg ikke før, da vi var begrænset af at skulle koordinere med andre selskaber i en gruppe. Online Marketing delen har vi rigtig god styr på nu. Nu skal vi også sikre, at de enorme beløb, kunderne bruger på online medier, får skabt større effekt på kundens website, ved at udnytte webanalytics og konverteringsoptimering i højere grad.”

Sebastian Gullak vil således ikke sige, at han har udvidet paletten i forhold til Deducta Online Marketing.

“Vi har snarere smeltet tingene mere sammen. Og det mener jeg afspejler udviklingen på markedet, der går mod stadig større integration mellem de forskellige medier, platforme og værktøjer som bl.a. de store spillere i online marketing som Google og Facebook giver mulighed for,” siger Sebastian Gullak og fortsætter:

“Virksomhedernes udfordringer er at lære at se udefra og ind, frem for omvendt, og derfor vil jeg gerne udbrede forståelse for, at man i højere grad skal lytte og lære af sine besøgende, og blive mere fleksibel til at teste sig bedre og bygge ovenpå, frem for at starte forfra hver gang der bliver lavet ændringer på et website.”