Deductas ejer overtager ungt search-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet udspringer af Just-Eat stifterne, men nu bliver selskabet søster til Deducta og fem medarbejdere flytter ind i Hellerup.

For et par måneder siden skete der et ledelses-skift i Deducta, da Steen Enegaard forlod posten som adm. dir. og overlod den til Henrik Astrup Sørenen.

Nu sker der så igen nyt i bureauet, idet Deducta har overtaget det lille og kun to år gamle bureau Just-Search.

Og hvis navnet virker bekendt, så er det ikke tilfældigt. Bureauet udspringer af Just-Eat, idet stifterne af denne store danske succes var med til at stifte det. Men de forsvinder ud af ejerkredsen nu. Just-Search bliver 100 pct. ejet af Trifina Holding, som også ejer Deducta – og det forventes at fortsætte som en selvstændig enhed under navnet Deducta Search, med firmaadresse hos resten af gruppen i Hellerup.

”Vi har i længere tid samarbejdet med Deducta, og for medarbejderne i Just-Search er dette en meget lykkelig situation. Kompetencemæssigt supplerer vores to virksomheder hinanden utrolig godt, og vi forventer at kunne opnå betydelige resultater og synergier i fællesskab,”  siger adm. direktør for Just-Search ApS, Henrik Bondtofte.

Adm. dir. Henrik Astrup Sørensen er selvsagt også tilfreds. Han har siden været i gang med at udvikle bureauet efter Steen Enegaards afgang. Men det sker i et hårdt marked.

“Vi har oplevet, at kunderne har hentet nogle af vores medarbejdere. Det er selvfølgelig glædeligt at vi har gode folk – men vi har ikke umiddelbart genbesat stillingerne. Med folkene fra Just-Search får vi nu tilført kompetencer,” siger Henrik Astrup Sørensen.

Bestyrelsesformand for Deducta A/S og Trifina Holding, Jørgen Lindegaard, siger i en pressemeddelelse:

”For Trifina Holding og Deducta er det yderst glædeligt, at kunne tilføje unikke kompetencer til vores online del. Det er vores strategi at satse yderligere på området inden for søgeoptimering og analyse på nettet, og vi har på det seneste set gode vækstmuligheder i dette marked. Med Henrik Bondtofte og hans team om bord, står vi stærkt i forhold til at imødekomme fremtidens stigende efterspørgsel”.