Den svære 2’er fra Morten Kirckhoff

Peter Engholm
25@mail.dk

Den kreative direktør fra Advance har igen opsøgt det, vi mennesker frygter mest: Ensomhed, forfald og død. Denne gang mere ekstremt – og med en særlig aftale på familieferier.

I marts 2011 kom en bog, der var alt andet end en forårsbebuder: Flotte, men stærkt forstemmende billeder af forladte, forfaldne bygninger fra flere verdensdele. Venneparret Morten Kirckhoff, kreativ dir. på Advance, og tv-komikeren Jan Elhøj havde opsøgt og fotograferet æstetikken i forfaldet i bogen Abandoned.

Nu kommer så fortsættelsen – med den knapt så kreative titel Abandoned 2. Denne gang er de doserede ledsagetekster ikke på engelsk, men dansk, fordi langt størstedelen af den første bog blev solgt herhjemme. Og udsolgt, i øvrigt.

”Vi er uforandret motiverede. For selv om alt er dækket med Google, så er der stadig hvide pletter – og de ligger midt i civilisationen. Vi bliver stadig overrasket over mængden af forladte steder og over absurditeten i forladtheden. Og vi kan se, at fænomenet ikke tilhører en bestemt økonomi, kultur eller verdensdel,” siger Morten Kirckhoff.

Han tilføjer:

”Vi leder efter overraskelser – og at finde forladte steder i eksempelvis Detroit eller Tjernobyl ville ikke overraske, så der tager vi ikke hen.”

Både temaet og makkerparret er det samme – er der noget nyt i 2’eren?

”Vi ser, at forfaldet sætter stadig hurtigere ind. Nogle steder skal vi kun 3-5 år tilbage. Men det nye er, at vi er mere modige og ekstreme denne gang. Første gang var vi nervøse og forsigtige, når vi fandt et sted. Denne gang har vi soveposer med og går ind, før vagterne kommer for natten. Vi overnatter, og når solen står op, og lyset falder rigtigt, så vi er klar,” siger Morten Kirckhoff.

Når han er på ferie med sin familie, så har han en aftale med dem: At far er væk et par dage – med oppakning. Det skete f.eks. på Sri Lanka, hvor der liiige var et sted, som Morten Kirckhoff måtte besøge igen.

”Det er ikke hemmeligt, hvad jeg laver – og jeg diskuterer også med børnene ud fra billederne.”

Noget, der ikke har ændret sig, er vel afstanden mellem bureau-direktøren og forfalds-fotografen …

”Korrekt. Det er skizofrent. Til hverdag iscenesætter vi, og her intet iscenesat. Det er den brutale virkelighed, som ingen mennesker egentlig har lyst til at besøge. Her er ikke fiflet, ikke photoshoppet, men det er samtidig storytelling, som jeg også arbejder med til hverdag. Abandoned-bøgerne forener kunst og kommunikationsprojekt,” siger Morten Kirckhoff.

Reaktionerne på den første bog har gjort ham mere bevidst om, hvori det skræmmende og fascinerende ligger i billederne:

”En præst kom hen til os efter et foredrag og fortalte, at der er tre ting, vi mennesker frygter: Ensomhed, forfald og døden. Det har vi i vente, og det er, hvad vi viser her. Og det er stærkt, fordi her netop ingen mennesker er på billederne – og uhyggeligt, fordi vi kan se, at de har været der,” siger Morten Kirckhoff og tilføjer:

”Det er også en debatbog, fordi folk på én gang frastødes af den og ikke kan lade være med at forholde sig til den – bogen kan få en ellers festlig aften til at gå i stå.” 

  • Abandoned 2 – Forladte steder
  • Af Morten Kirckhoff og Jan Elhøj
  • 200 sider med godt 300 fotos
  • Urbex Adventures