Bureaubiz fortsætter serien “Dén ville jeg ønske, jeg havde lavet”, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau.
Johnny Thun, kreativ direktør på Fradhouse, hiver fat i en kampagne, hvor trykket umiddelbart ligger på ‘kamp’: De autonomes kommunikative indsats.
“Det være sig Ungdomshusets Jagtvej-trick med at lave et klistermærke i vejskilt-stil og opsætte det på vejskilte – ikke bare bredt i København, men også uden for byen. Eller deres “ren luft” aktion, hvor der blev sat støvmasker på byens statuer – det er da en miljøkampagne med edge og nærhed”, siger Johnny Thun.
Er der også edge i at kaste med brosten og lege med ild?
“Der er nogle, der smadrer politibiler – det kræver ingen anden forudsætning end at være en idiot. Men det, jeg fremhæver, er kreativiteten. Jeg hylder ikke politikken, men det friske syn på kommunikation og en utrolig skarp medietænkning. De autonome har reelt et bureau med et produktionsapparat og kontaktnet – af freelancere, om du vil”, siger Johnny Thun.
Men er det ikke nemt at fremhæve en Pinocchio-kampagne: Ingen bånd, der binder dem?
“De autonome er dén grad underlagt krav og vilkår – endda fra to af de allersværeste kundegrupper: Andre autonome samt hr. og fru Danmark. Over for de øvrige autonome markedsfører man – og vedligeholder – torsdagsdemoer, en sejlivet event, hvor man uge efter uge samler 1.500-2.000 på Skt. Hans Torv. Den effekt vil ethvert bureau give kunne levere. Derudover henvender de sig også til politikere og borgere i København, som må siges at være kunder, der ikke umiddelbart har planer om at købe varen. Deres outdoor-kampagne har med et lille budget haft kæmpe succes, bl.a. ved at sikre, at ingen kommer til skade”, siger Johnny Thun.