Denne uges bureautrend: WeDo…

Zandra Damsgaard

Der er gået sport i handlekraft: Her er ugens anden bureau-lancering med navnet ”WeDo” …

Mandag fortalte Bureaubiz om det nye kommunikations- og brandingbureau WeDoCommunication, og nu føjes WeDoWebshops til listen over antagelig handlekraftige nye virksomheder i bureaubranchen.

WeDoWebshops tilbyder en webbureauløsning, hvor forretningsdrivende kan lægge drift af webshoppen i hænderne på professionelle og selv fokusere på den fysiske forretning.

Bag det Vejle-baserede bureau står en kvartet af herrer – med erfaring inden for detailhandel, kommunikation og webudvikling. Cv’erne omfatter ledende stillinger hos Ecco, eget kommunikationsbureau og webbureau.

Adm. direktør Jens Jacob Iversen siger:

”Mange detailbutikker finder hurtigt ud af, at det er svært at drive en webshop med succes. Pludselig sidder man dybt begravet i at lave produkttekster, finde billeder, producere Facebook-opslag, søgemaskineoptimering og tænke i webintegration til lageret. Og det er endnu sværere at få webshoppen til at generere omsætning. Det er mere tidskrævende, end de fleste regner med, og det er nødvendigt med en masse specialkompetencer.”

Holst Sko i Vejle er første kunde i webbutikken.

”Vores koncept bygger på, at vi i høj grad bliver aflønnet efter den omsætning, vi skaber i webshoppen. På den måde har vi hånden på kogepladen sammen med butiksejeren. Derfor indgår vi også kun i samarbejder, hvor vi tror på, at der er potentiale for vækst,” siger Jens Jacob Iversen.