Dentsu Aegis genvandt et af Danmarks største mediebudgetter

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Danske Spil har været gennem konkurrence blandt mediabureauer. Resultatet blev genvalg.

Medieverdenen ændrer sig så hurtigt, at Danske Spil ikke fandt sine kontrakter med mediabureauer tidssvarende. Derfor valgte man i foråret at gå i udbud, selvom man kunne have forlænget kontrakten med Dentsu Aegis.

Den er nu blevet afsluttet. Valget stod mellem tre bureauer og resultatet blev, at Danske Spil bliver hos Dentsu Aegis.

Det betyder, at Carat fortsat vil varetage Danske Lotteri Spils opgaver, mens Vizeum vil varetage opgaverne fra Danske Licens Spil.

”Vi har fra alle tre bureauer, som deltog i udbudsprocessen, fået gode, gennemarbejdede og stærke bud på vores fremtidige set up. Det var et tæt opløb, som bar præg af meget høj kompetence hos alle deltagende bureauer,”, siger Søren Nielsen, marketingchef i Danske Licens Spil.

Vurderingen af mediebureauerne er sket ud fra de faste kriterier i udbuddet inden for kvalitet, pris og samarbejde.

”Med den nye kontrakt er vi sikret i forhold til de ønsker og muligheder, som vi står overfor i den kommende periode,” siger Annette Bøje, der er marketingchef i Danske Lotteri Spil.

Der er sket ganske meget i personkredsen hos Danske Spil siden, man valgte Dentsu Aegis for tre år siden. Jens Aaløse var dengang adm. dir. Danske Licens Spil – det er nu Niels Folmann. Hos Danske Lotteri Spil var Linda Frøkjær marketingchef – hun er nu hos Dentsu Aegis selskabet Isobar – og Mette Dyhr adm. dir. Hun har fornylig annonceret sin afgang.

Kontrakten, som forventes indgået, gælder fra 1. november 2014 og tre år frem med mulighed for forlængelse på 2 x 1 år.