Mesterlære er et underligt bedaget begreb. Indtil for nyligt har jeg mest tænkt på det som noget med en ældre håndværker, der bryskt og autoritært hundsede med sine lærlinge for at få banket egne færdigheder ind i hænderne på dem vel at mærke først efter, at han havde sendt dem ned efter øl og wienerbrød.
Dette billede har den klassiske musiker Peter Bastian imidlertid fået ændret ganske gevaldigt på efter, at han har udgivet sin bog “Mesterlære en livsfortælling”.
I den aldeles fremragende og frydefuldt inspirerende bog bruger han sit eget liv til at redegøre for begrebet. Vi hører om de mestre, han har tjent under lige fra hans fædrene ophav over dirigenten Sergio Celibiache til den åndelige vejleder Andrew Cohen plus et par stykker ind imellem.
Faren var en mester i at klare sig i naturen med få og enkle midler, som han selv tilvirkede, og det blev videregivet til lille Peter uden brug af rundbordspædagogik. Det var færdigheder, der skulle læres, og der var ikke andet at gøre end at øve sig indtil, man kunne finde ud af det.
Og sådan er det hele vejen igennem bogen. Bastian har konsekvent bragt sig i stilling til at tjene under den ene mester efter den anden. De har sat baren højt og ikke helmet, før eleven fik udnyttet sit fulde potentiale. Det gik ikke altid stille af, og der blev ikke lagt fingre imellem, men det er netop pointen. Man må ofre sig for at blive dygtig.
Ikke alt er lige værdigt og lige gyldigt. Der er noget, der er bedre end andet. Og mesteren kan kendes på, at han ikke behøver et formelt hierarki for at hævde sin autoritet. En ægte mester vil altid være den, der sætter ambitionsniveauet, fordi han ikke kun presser sine disciple, men også sig selv til det yderste af sin ydeevne. Hver gang.
Det kommer sikkert ikke som en overraskelse, at bogens budskab er, at der er for lidt mesterlære i dagens Danmark og for meget “Hvad synes du selv?”. For meget fladpandethed i fladlandet, som Bastian så malende beskriver vores lille nation.
Det gælder ikke kun i pædagogikken, men også på ledelsesniveau, hvor de allestedsnærværende “general managers” lever af at stille spørgsmål til andre menneskers arbejde, som de ikke selv kan – eller har noget ønske om at udføre og følgelig ikke kan anvise en vej til at forbedre.
Bogen vil måske virke som en provokation for meget lighedsorienterede mennesker, men for overtegnede var den en åbenbaring og gav mindelser om svundne tider på Partners, hvor Peter Wibroe optrådte som den ubestridte mester.
Gud hvor var det hårdt, men gud hvor var det også fantastisk, når vi efter lange nætter endelig havde fået arbejdet os frem til noget, der fandt nåde for hans blik, og som han så lige gjorde lidt bedre, fordi han havde det særlige “touch”, der skal til for at løfte en ide fra god til storslået.
Forleden diskuterede jeg emnet med en bureaudirektør, som aldrig har arbejdet på Partners. Vi var enige om to ting:
For det første at for at blive en rigtig god reklamemand, er man nødt til at indgå i en eller anden form for mesterlære uanset, hvilken uddannelse man møder op med og hvilket job, man forsøger at bestride. Det er learning by doing, og så er det unægteligt en fordel, at der findes en kompetent lærermester i nærheden.
For det andet, at ingen hverken før eller siden har kunnet udfordre Wibroes position som hele reklamebranchens mester. Der har været flere andre store navne, som har sat nye standarder (ingen nævnt ingen glemt), men ikke på hans niveau.
Sådan er det, nogen er bedre end andre. Ikke alt er lige værdigt og lige gyldigt.
Det bekymrende er manglen på nutidige mestre. Når man kigger ud over bureaulandskabet er det svært for ikke at sige umuligt at få øje på nogen, der minder om en mester eller en kandidat blandt de yngre generationer, som har potentialet til at blive det.
Der er gået management i bureaubranchen. Medarbejderne opfører sig som ubegejstrede funktionærer, der skal skynde sig hjem og hente børn, og direktørerne opfører sig som bankfolk, der mestendels er optagede af nøgletal og likviditet. Man passer sit arbejde, men ingen er rigtig optændt af den hellige ild, hvor man herser og regerer med både kolleger og kunder for at nå frem til det sublime.
For der skal herses og regeres. Vi sender en tanke til René Redzepi fra Noma og Nikolaj Hübbe fra den kongelige ballet. To markante herrer der skiller vandene med deres hellige ild.
Godt, at de findes. Det beviser, at der stadig er mestre i fladlandet og lige så afgørende, at der stadig er mennesker, der vil ofre behageligheden og deres eget ego for at tjene under en mester for at blive ikke bare dygtig, men rigtig dygtig. Rundbordspædagogikken har således på trods af sin udbredelse ikke udraderet alle ambitioner.
Eller hvad synes I selv kære læsere?
- Peter Bastian
- Mesterlære en livsfortælling
- Gyldendal / Vartov 2011
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
