Der kommer ”biip” på drengen i Velux’ nye marketingunivers

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om Velux’ USA’s nye marketingstrategi. Samt om tekstforfatter, der blander sig i politik og den nye adm.dir. for Fitness dk, der får sved på panden.

Populært sagt, kommer der sex på drengen i Velux’ salgs- og marketingarbejde i USA, skriver Børsen.

Velux’ topchef i USA, Tim Miller og hans folk har udviklet et reklameunivers, der tager udgangspunkt i den populære tv-serie “Desperate Housewives” med alle dens ironiske og dramatisk/romantiske forviklinger med stor appel til et kvindeligt publikum.

Den nye marketingstil betyder, at Velux USA skifter mediestrategi, idet der i meget højere grad vil blive annonceret i livsstilsmagasiner, som kvinder læser i stedet for i fagblade med byggefolk som læsere.

Velux USA vil også tage den nye medieteknologi i brug, da indgangen til det “Desperate Housewives”-inspirerede reklameunivers sker via 2D-stregkoder i livsstilsmagasinerne, som de kvindelige læsere kan scanne med deres mobiler.

Kvinderne får så adgang til reklameuniverset med tre “Desperate Housewives”-agtige personer, som lever i et ovenlysbeskinnet lyst og venligt indeklima – med drama og romantik, som kan konkurrere med de bedste soap operas i amerikansk TV.

Fordi man fremstiller sine produkter af træ, aluminium og glas, behøver man ikke at være kedelig (Børsen Ejendomme, p. 56).

Branchefolk i medierne:

Tekstforfatter Henrik Sanderbo tager bladet fra munden i en kronik i Berlingske i dag, hvor han – der tidligere har interesseret sig meget for politik og samfund – kaster håndklædet i ringen og siger, at han ikke orker politik længere. Indlægget har allerede fra morgenstunden affødt kommentarer på berlingske.dk. Se kronikken her

Line Saletta, der netop er udnævnt fra salgs- og marketingdirektør til adm.dir. i Fitness dk får sved på panden i sit nye job. Hun er den fjerde direktør på fem år og hun udfordres af et marked med stagnerende fitness-brugere. Line Salettas fortid som marketingdirektør fornægter sig ikke, idet hun ser dialog med kunderne og deres behov som altafgørende for, at Fitness dk får succes. Line Saletta ser det som sin mission at ændre danskernes opfattelse fra, at fitness er et individuelt projekt til, at det i højere grad er et fællesskabsprojekt, der forener folk (Berlingske Business, p. 24).