Vi havde ikke gjort vores arbejde ordentligt, da vi i går omtalte Sunrises Design-guld i Vertex Awards for arbejde for Dagrofa. For når nu prisen med over 250 indsendte designs er verdens største inden for emballage, så taler sandsynligheden for, at flere danske bureauer kan have gjort sig gældende.
Det viste sig at være tilfældet, så derfor endnu en historie om prisen.
Sunrise må nemlig dele æren. Kontrapunkt kan – ikke så overraskende, vil nogle nok hævde – også finde ud af dét med design, og bureauet vandt guld i kategorien Frozen for ”First Class Mix Ice Boxes”.
Derudover vandt Kontrapunkt også sølv i kategorien Non-alkoholiske drikke for juice-design i … nå-ja, Dagrofas private label-serien Gestus.
Og de førnævnte is er faktisk også fra Dagrofa.
Så efter at have gennemgået guld-, sølv- og bronze-awards fra Vertex Awards kan vi gøre boet op: 2 guld og 1 sølv til detailkoncernen, fordelt på 1 guld og 1 sølv til Kontrapunkt og 1 guld til Sunrise.