Designa samler digital forretning hos Novicell

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Køkkenproducenten Designa skærper indsatsen på det digitale marked og samler alle digitale indsatser hos Novicell.

Køkkenproducenten Designa har valgt at samle alle dele af sine digitale forretninger hos et enkelt bureau. Valget er faldet på det Aarhus-baserede digitale bureau Novicell, der fremover kommer til at stå for al it-udvikling, digital kommunikation og markedsføring for Designa. Det oplyses i en pressemeddelelse. 

Novicell overtager arbejdet med Designas digitale forretning fra IUM og Marvelous, der har været de tidligere samarbejdspartnere. 

I pressemeddelelsen begrunder Erik Høy, adm. dir. i Designa, valget af Novicell med, at det vil “give større fleksibilitet og Designa” og vil sikre, “at virksomheden kan bruge sine digitale ressourcer bedre.”

Her lyder det også, at Designa er i gang med at optimere sin brand-position, hvorfor man har valgt at fokusere markedsføringsindsatsen og samle de digitale aktiviteter.

“Lige nu har vi behov for at allokere en del ressourcer til at udvikle vores website, men i næste måned har vi sandsynligvis brug for noget andet. Når vi har samlet det hele i ét hus, har vi bedre mulighed for at skrue op og ned for forskellige indsatser, uden forskellige bureauer skal konkurrere med hinanden. Dét gør, at vi kan bruge vores penge langt mere effektivt,” siger Erik Høy.

Dansk-norsk konstellation
Som en del af setuppet skal Novicell også bistå Designas 25 danske og 20 norske partnerdrevne butikker med både lokale og regionale indsatser, og det har også spillet ind i valget af Novicell som digital partner. Novicell har kontorer i Aarhus, København, London, Oslo, Amsterdam, Barcelona og Madrid.

“Vi har naturligvis indhentet en række referencer på Novicell og har en ganske god fornemmelse af, hvad huset kan, og hvad de står for. Derudover har det været et ekstra plus, at Novicell også er repræsenteret i Norge, og at den norske del af forretningen kan være en del af det samme setup,” siger Erik Høj.

Mogens Ethauge, kreativ direktør hos Novicell, siger i pressemeddelelsen, at man i Novicell har opsat en række “forretningskritiske KPI’er” for Designa, der skal sikre, at “budgettet anvendes på en måde, så KPI’erne indfries optimalt.” 

Et af målepunkterne er blandt andet at sikre, at der bliver booket møder med Designas køkkenrådgivere.

“Vi ved, at danskerne har møder med 2,17 køkkenvirksomheder, inden de bestiller et nyt køkken. Derfor bliver det vores opgave at få Designe ind på lystavlen hos forbrugerne, så Designa bliver en af de to virksomheder, som valget står imellem. Der er ingen tvivl om, at Designa står stærkt, når forbrugerne først kommer ind i butikken og ser Designa-køkkenernes kvalitet,” siger Mogens Elhauge.