Det danske marked spiller en faldende rolle for Kunde & Co

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet havde fremgang på både top- og bundlinje – men udsatte også nogle udviklingsomkostninger.

Kunde & Co kom stærkt ud af 2015 med en flot fremgang på både top- og bundlinje. Og det er i tiltagende grad internationalt arbejde, der trækker på bureauet.

Årsberetningen nævner selv, at størstedelen af nettoomsætningen nu udgøres af internationale kunder samt internationalt orienteret danske kunder, og af en note i regnskabet fremgår det, at bureauets udenlandske omsætning steg med 21 mio. kr., mens den danske omsætning faldt med 13 mio. kr.

Den rent udenlandske omsætning udgør nu ca. en tredjedel af Kunde & Co’s omsætning på knap 250 mio. kr.

Bureauets kommunikationsansvarlige, Ulrikke Koch, oplyser desuden til Bureaubiz, at ca. halvdelen af den danske omsætning vedrører internationale kunder.

Tallene gælder omsætning – ikke bruttoavance, som er steget mere end omsætningen. I alt blev det til en fremgang på 13,1 pct.

”I 2015 mistede vi ikke én kunde, hvilket sker meget sjældent i vores branche. Samtidig havde vi generelt fremgang på mange af vores kunder, og de to ting tilsammen har været med til at sikre os et yderst solidt resultat,” skriver Jesper Kunde i en pressemeddelelse.

I forhold til sidste års regnskab er der dog justeret på tallene.

Sidste år oplyste bureauet en bruttoavance på godt 147 mio. kr. Den er nu blevet justeret ned til knap 142 mio. kr. fordi en række free-lance omkostninger er flyttet op i vareforbrug.

Jesper Kunde tør i beretningen ikke komme med bud på, hvordan 2016 vil gå. Det skyldes, at året er startet med usikkerhed på finansmarkederne, hvilket kan skabe ustabilitet på både det internationale og danske marked.

Ulrikke Koch oplyser dog til Bureaubiz, at der lige nu ser ud til at være lidt ekstra gang i det tyske marked.

Selvom det gik rigtig godt i 2015 udsatte Kunde & Co dog en række nødvendige udviklingsomkostninger. Årsagen var primært den travlhed, der var på bureauet, og det understreges i beretningen, at de vil blive afholdt i 2016 – uanset den usikkerhed, der er og at det kan påvirke bureauets resultat negativt.

Nøgletal for Kunde & Co

  • Omsætning 249,9 mio. kr. +3,5 pct.
  • Bruttoavance 160,414 mio. kr. +13,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 881.396 kr. +1,3 pct.
  • Lønandel 71,6 (70,7)
  • Resultat af primær drift +19,549 mio. kr. +23,4 pct.