En dansk ADer, Kristoffer Gandsager, drog i ugen op til jul på turné blandt svenske bureauer. En ganske offensiv turné, for jobsøgningen blev lanceret som en award “Swedens Most Gästvänliga Agency” – og den blev bl.a. omtalt på Resume.se.
Ni bureauer meldte sig til konkurrencen, og juryen – selvsamme Kristoffer – gik i gang. Processen kan beskues her, hvor repræsentanter fra ethvert af de deltagende bureauer poserer med den hæklede (?!) pokal i gult og rødt, og med røde klunker. Alle møderne bliver kort – og rosende – beskrevet.
“Over alt blev juryen mødt med åbne arme og peberkager – men til sidst skilte ét bureau sig ud,” skriver Kristoffer Gandsager og fremhæver sin nye arbejdsplads og kommende kolleger hos Crispin Porter + Bogusky Europe i Göteborg.
“Det var det sidste bureau, der tilmeldte sig, hvilket ikke var den bedste start. Men efter at bureauet introducerede juryen for det meste af bureauet, bød på frokost og scorede højt på hvornår-kan-du-begynde faktoren, var juryen ikke i tvivl.”
En enkelt dansk bureau, Naked Communications, hyldede også ideen og bød sig til – og fik anerkendelse herfor – men det var nu engang en konkurrence for svenske bureauer, og CP+B slog i finalen bl.a. Forsman & Bodenfors og Lowe Brindfors.