Detroniseret Guava-direktør vil være manden i midten

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Claus T. Hansen stoppede for kort tid siden i Guava. Nu vil han være marketingafdelingens McKinsey-konsulent.

I sidste uge kom det frem, at Cubizz-stifter, Claus T. Hansen, var blevet vraget til fordel for Jacob Nyborg som ny direktør for Guava Communications,

og at han derfor stoppede i Danmarks nye storbureau.

En historie der fremkaldte voldsomme læser-reaktioner på Bureaubiz for og imod henholdsvis Claus T. Hansen og Jacob Nyborg.

Men Claus T. Hansen er ikke en mand, der sidder stille ret længe ad gangen, og han er allerede nu i gang med at starte en ny virksomhed op.

Nu vil han populært sagt være manden i midten – eller marketingchefens svar på McKinsey.

“Efter 7-8 år på bureau har jeg oplevet, hvor sjældent kunderne er godt rustede til at tackle tidens udfordringer. Og det er egentlig ikke mærkeligt, for kravene til marketingchefen er vokset voldsomt i forhold til for relativt få år siden, hvor det var en relativt overskuelig kommunikationsopgave, der var den primære opgave. I dag skal han kunne håndtere meget bredt favnende og komplekse opgaver. Det har længe været almindeligt, at direktionerne anvender managementkonsulenter til at støtte sig. Jeg tror, marketingchefen har brug for den samme hjælp, og det er det, mit nye firma skal arbejde med. Vi skal være en slags marketingafdelingens McKinsey-konsulenter”, siger Claus T. Hansen.

Dermed er han faktisk på linje med McKinsey, som selv har bragt en artikel i foråret (omtalt på Bureaubiz) om, hvordan marketingchefen er den funktion i virksomhederne, der undergår de største forandringer i disse år.

Claus T. Hansen understreger, at han ikke på nogen skal konkurrere med bureauerne.

“Jeg vil sige tværtimod. F.eks. er dårlige briefs en væsentlig årsag til dårlige kampagner. Jeg skal i højere grad hjælpe med at facilitere processen og få tilrettelagt og prioriteret opgaverne. Som f.eks. når der er flere bureauer involveret. Det kan også være et spørgsmål om at tilrettelægge kommunikationen over for direktionerne. Det er marketingchefen, der skal hyre mig, og egentligt bureauarbejde kommer jeg ikke til at beskæftige mig med”, siger Claus T. Hansen.

Han peger på, at det specielt i en tid, som den, der venter for mange virksomheder, bliver vigtigt at effektivisere processerne.

“I marketingverdenen vil mange sige, at man ikke skal spare på marketing i nedgangstider. Alligevel er det, der sker, og jeg mener selv, at man selvfølgelig skal spare på marketing, for der spildes en masse penge. Men der er næppe nogen bureauer, der kan give den slags råd”, siger Claus T. Hansen.

Han har en kunde på plads – det kroatiske tele-selskab V I P Telekom – og han forventer at ansætte 3-4 konsulenter i det nye år.