Breddeidræts-organisationen DGI har 6.300 medlemsforeninger, hvor over 1,5 mio. danskere er med. Nu skal brand og logo støves af i form af en revitalisering, og til dét formål er Kontrakpunkt hentet på banen – så at sige.
Problemet er ikke, at færre danskere dyrker idræt, men at flere og flere selv vil bestemme hvor og hvornår. Dét giver hård konkurrence til foreningslivet, der – af udenforstående – opfattes som forpligtende og noget, man melder sig ind i for fællesskabets skyld.
Og selv om de fleste har hørt om DGI, så ved knapt så mange, hvad foreningen egentlig står for og arbejder med.
Disse ”stereotype forestillinger”, som en pressemeddelelse omtaler dem, vil DGI nu gøre op med og vise, at foreningslivet har stor værdi for den enkelte, moderne idrætsudøver.
Strategien bag DGI’s nye brand bryder med den tilsyneladende modstilling mellem fællesskabet og det individuelle. Løsningen er et større fokus på, hvordan foreningens fællesskab motiverer og inspirerer den enkelte udøver til at holde fast og forbedre sig, uanset niveau.
”Vi zoomer ind på de personlige sejre, man opnår ved netop at have foreningens fællesskab i ryggen. Det tiltaler både eksisterende foreningsentusiaster og tiltrækker unge og de mennesker, der har tendens til at bevæge sig uden om foreningslivet,” siger Rikke Nalepa Olesen, seniorstrateg hos Kontrapunkt.
I forlængelse af strategien har Kontrapunkt udviklet en visuel identitet, der gør det lettere for DGI at træde i karakter og sætte fart over foreningslivet. Den kan ses nederst i artiklen.
Mads Quistgaard, kreativ direktør hos Kontrapunkt, forklarer om logoet:
”De skrå bogstaver viser fremdrift og understreger, at DGI udvikler idrætslivet og hver medlemsforening. Ved diskret at adskille DG fra I’et fortæller vi, at foreningens fællesskab hjælper individet på vej. ”I” betyder som bekendt ”jeg” på engelsk. Man kan sige, at logoet skruer lidt op for ”what’s in it for me”- tanken, som jo præger vores tid. Samtidig tager logoets transparente bogstaver farve af konteksten og lader de lokale foreninger skinne igennem.”
Udover et nyt logo har DGI fået en optimistisk farvepalette og en række grafiske elementer som f.eks. bølgende energistreger, der ifølge pressemeddelelsen ”imiterer idrætsverdenens kraftfulde visuelle sprog. Med disse designelementer er målet, at DGI’s navn vækker opsigt hos udøverne og står som et kvalitetsstempel for levende, ambitiøse og professionelle idrætsforeninger”.
DGI’s nye logo, skabt af Kontrapunkt – det afløser det nedenstående:
Herunder kan ses det nye logo brugt i forskellige sammenhæng: