Dialogbureau vandt ny kunde ved at foreslå nyt navn og logo

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

5 bureauer dystede om turistorganisation med et mindre sexet navn. I hvert fald ifølge det vindende bureau.

Fire kommuner – Faxe, Stege, Vordingborg og Næstved – er gået sammen under navnet: Visitsydsjælland-Møn.

Målet er at opbygge et stærkt brand og gøre området til en attraktiv turistdestination.

Så attraktiv, at antallet af overnatninger stiger med 30 procent i løbet af de næste fem år, fortæller direktør i Visitsydsjælland-Møn Martin H.H. Bender.

Men Visitsydsjælland-Møn er måske ikke det mest sexede navn.

Så da Maximus Copenhagen deltog i en bureaukonkurrence om at skabe en markedsføringsstrategi og –eksekvering for Visitsydsjælland-Møn, indeholdt deres oplæg et foreslag til både et nyt navn og et nyt logo.

Det nye navn er SydkystDanmark og det nye logo er her:

Om bureauvalget siger Martin H.H. Bender:

”Maximus har de kompetencer, vi eftersøgte på den grafiske løsning, storytelling og projektledelse. Og især på den digitale markedsføring, hvor de adskilte sig markant. Samtidig løftede de opgaven til et højere niveau end forventet og foreslog uopfordret et nyt navn. Og så er det ikke dårligt at opleve en ægte nysgerrighed og interesse for oplevelsesøkonomien og turismen fra deres side.”

Martin H.H. Bender tilføjer, at bureauet ikke havde erfaring med turismefaget, men det har man selv masser af. Til gengæld har man brug for hjælp til at skabe et internationalt brand.

Maximus Copenhagen blev valgt i konkurrence mod fire andre bureauer, nemlig: Anew, Sylvester Hvid & Co, Mundret og Pajor.

Maximus Copenhagen er et blot to år gammelt bureau, som er stiftet af Pia Madsen og Per Djervig-Chamby, og som drives af Pia Madsen, der bl.a. har en baggrund som underdirektør for salg og marketing i Pensam.

Både Pia Madsen og Per Djervig-Chamby har en lang fortid med dialog- og relationsmarkedsføring, og det præger deres digitale tilgang.

”Maximus er et netværksbureau,” fortæller Pia Madsen. ”Mange af de dygtigste mennesker i kommunikationsbranchen har valgt at arbejde selvstændigt. Vi kan derfor altid sætte det stærkeste hold til at løse en hvilken som helst opgave”.

Ud over VisitSydsjælland og Møn tæller kundelisten blandt andet Coop Bank, ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen, Læger Uden Grænser og Eovendo.

Hvis bureaunavnet Maximus ikke virker helt ubekendt, så er det ikke uden grund. Det var nemlig også navnet på et dialog-bureau, som Per Djervig-Chamby og Rolf Carlsen stiftede i 2012 og som senere blev fusioneret ind i Brandhouse.