Dialogbureau vandt tre store kunder på en uge

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og i går kom en fjerde til og rundede et fantastisk efterår af. Det er alle kendte og markante virksomheder. Tre af dem landede i en og samme uge.

I går kunne Magnetix officielt skrive Tivoli på blandt de nye kunder. Men reelt er Tivoli blot den fjerde nye kunde i noget, der ligner et forrygende efterår for bureauet.

Der er ikke tale om blot fire nye kunder – det er alle fire markante og kendte annoncører.

Det startede med Dong, hvor Magnetix vandt dialog-delen solo i den store bureaukonkurrence. Men adm. dir. Martin Bochineck kan fortælle, at samme uge blev ganske unik i bureauets historie. To andre nye kunder besluttede sig nemlig også for at samarbejde med Magnetix.

“Selv om man kan sige, at det er et spørgsmål om tilfældigheder, at nogle relativt langstrakte forløb afsluttes så tæt på hinanden, så gav det et ekstra kick – specielt når man tager i betragtning, at de fleste historier i medierne i denne tid lægger op til et mere økonomisk trængt klima,” siger Martin Bochineck.

Den ene af de to nye kunder er Falck, mens han endnu ikke kan fortælle navnet på den anden.

“Jeg kan dog sige så meget, at det er et særdeles velkendt brand, så det er en meget interessant opgave for os at skulle i gang med at hjælpe dem med at styrke både deres e-handel og deres digitale tilstedeværelse som helhed,” siger Martin Bochineck.

Hos Falck lyder opgaven på at udvikle et nyt kundeweb. Målet er at give Falcks kunder et komplet overblik over deres engagement og en række selvbetjeningsmuligheder, som kan gøre kundernes hverdag nemmere.

“Falck er en ikonisk dansk virksomhed, der næsten er synonym med sikkerhed, så det er en kunde vi glæder os til at arbejde for,” siger Martin Bochineck.

At de nye kunder mere ligner opgaver, der traditionelt ville ende hos et digitalt bureau, er vand på Martin Bochinecks mølle.

“Vi er ganske rigtigt født som et dialog-bureau. Men der er for mig ingen sondring mellem digitalt udviklingsarbejde og dialog. Virksomheders digitale tilstedeværelse handler grundlæggende om dialog med deres kunder, og derfor har vi udviklet os til et slags integreret dialog/digitalt bureau, hvor vi rummer dialog-kompetencer side om side med stærke digitale kompetencer,” siger Martin Bochineck og fortsætter:

“At lande fire markante kunder her i efteråret giver os stor ro på i en tid, hvor der ellers er meget usikkerhed i markedet. Vi kommer nok til at opgradere bureauet – faktisk har vi lige nu fem ubesatte stillinger.”