Drevet af vækst inden for sociale medier, mobil og video voksede digital annoncering i Europa sidste år med 13,2 pct. til i alt 48 mia. euro eller 357,6 mia. kr.
Det fremgår af en årlig opgørelse fra brancheorganisationen Interactive Advertising Bureau (IAB).
I 2012 blev der brugt 24,8 mia. euro på digital annoncering, og markedet er således næsten fordoblet på fem år. Siden 2007 er onlineannonceringen øget med 38,7 mia. euro svarende til en stigning på 416 pct. over ti år.
Det er netop ti år siden, at traditionelle medier ifølge IAB-opgørelsen toppede, hvorefter mere og mere som bekendt røg online. I dag sker omkring 40 pct. af den digitale annoncering via mobiltelefonen, mens video i gennemsnit udgør 27,3 pct.
Sverige giver os baghjul
Storbritannien udgør med næsten 16 mia. euro det suverænt største marked for digital annoncering – 2,4 gange større end Tyskland på andenpladsen, og lige så stort som nummer to, tre og fire til sammen!
Vore svenske naboer indtager en sjetteplads, mens Danmark ikke er med i top-ti.
Når det kommer til annonceforbrug pr. indbygger placerer lille Danmark sammen med Storbritannien, Sverige, Norge og Schweiz sig i det øverste af tre niveauer.
Digitalt velfunderet
Også på vækstsiden giver svenskerne os baghjul. Det digitale annoncemarked i Danmark voksede sidste år 9,7 pct., men svenskerne drønede derudaf med en vækst på 18,4 pct. I Norge voksede onlineannoncering med 16,6 pct. i 2017.
Her kan vi dog trøste os med, at det er de med digitale øjne mest velfunderede lande, der i sagens natur vokser mindst.
Med sin kraftigt stigende vækstkurve lægger Sverige sig således i kølvandet på Slovenien, Tjekkiet, Rusland, Serbien og ikke mindst Hviderusland, der brugte 33 pct. mere på digital annoncering i det forgangne år.
Modenhed og vækst
Hertil skal føjes, at både Danmark og Sverige sammen med Storbritannien, Norge og Schweiz regnes som de mest modne markeder, for så vidt angår digital annoncering.
Med vækstrater på mellem 9,7 og 18,2 pct. oplever disse markeder også kraftig vækst, og det ser IAB som et bevis på, at digital modenhed ikke står til hinder for yderligere innovation og vækst. Det europæiske gennemsnit lyder på 13,2 pct.
”Den digitale annonceindustri har haft endnu et år med stærk, tocifret vækst i Europa, hvilket bekræfter industriens rolle i at understøtte leverancen af digitalt indhold og forbrugeroplevelser,” siger IAB Europes adm. direktør Townsend Feehan ifølge en pressemeddelelse.
Det er 12. gang, IAB Europe udgiver det såkaldte AdEx Benchmark study.