Digitalbureau får flere ejere – og medarbejdere

Peter Engholm
25@mail.dk

Spring/Summer bliver større på flere plan – to nye partnere er kommet til bureauet, der før var enmands-ejet. Og nye ansættelser bringer den samlede flok op på 13.

Selv om en person har partner-potentiale, så kan det være godt – for alle parter – at se tiden lidt an indenda. Spring/Summer er lidt under to år gammelt, og nu kan man præsentere de to første partnere i digitalbureauet, der er stiftet – og hidtil ene-ejet – af Pelle Martin.

”Jeppe Kruse, Head of UX, og Frederik Dufva, Head of Accounts, er nye partnere i Spring/Summer. Jeppe er en kreativ UX og IA (Information Arkitekt, red.) og har en fortid hos Peytz og Zupa. Han sad sammen med mig som freelancer, da Spring/Summer blev et bureau – i starten havde vi ikke nok UX til en fastansættelse, men det ændrede sig – og han kom til i slutningen af 2013, og nu er vi snart tre i hans afdeling,” siger Pelle Martin.

Han tilføjer:

”Frederik Dufva kom til Spring/Summer som bureauets første egentlige medarbejder Han kom fra DDB, hvor han havde haft det digtale ansvar. I Spring/Summer har Frederik det overordnede ansvar for vores kunder”

Også på medarbejdersiden er Spring/Summer vokset. Fra 4-5 personer til at begynde med, 9 i efteråret – og med udsigt til at komme op på 13 i løbet af det tidlige forår.

”Vi har godt gang i forretningen – og er senest begyndt at arbejde for Nykredit. Og vores arbejde får opmærksomhed, bl.a. Danish™, der i sidste uge vandt en Awwwards og i dag er Site of the Day på commarts.com,” siger Pelle Martin og tilføjer:

“Vi har udvidet kompetence-feltet fra et ren kreativt digitalbureau uden udviklere, til nu også at have stærke front-end udviklere inhouse. Det bringer os et lag dybere og sikrer en høj kvalitet på hele brugergrænsefladen.”

De seneste ansættelser hos Spring/Summer er:

  • Niels Lyngsø – Creative Technologist
  • Robin Isaksson – Front-end developer
  • Peter Henriksen – UX Intern 
  • Alexandre Pavé – Design/Animation intern (6 Måneder)
  • Tore Bentsen – Design intern (1år)
  • Dertil kommer en UX Designer – men vedkommende er en erstatning på en plads og tæller ikke med som en udvidelse.