Digitalbureauet Hesehus har indledt 2016 ganske offensivt. Det er sket med 11 nyansættelser i den fynske virksomhed, og bureauet nævner den øgede efterspørgsel på e-handelsløsninger som den primære årsag.
”It-branchen er udfordret på kvalificeret arbejdskraft. Det var vi også selv i begyndelsen af 2015, men siden har vi haft succes med at tiltrække medarbejdere gennem anderledes tiltag – f.eks. små film om virksomheden, der er set af mere end 280.000 på Facebook, og senest uddeling af energidrik til alle pendlere mod Jylland/Fyn på Københavns Hovedbanegård.” siger adm. direktør Lars Hedal, Hesehus.
Blandt de nye kunder hos bureauet i 2015 er Stof & Stil samt en af Danmarks største leverandører af personligt sikkerhedsudstyr, ICM. Og inden for de kommende måneder går Danoffice IT i luften med en global e-commerce- og partnerportal.
”Vi måler på, om vores kunders løsninger er en succes. Den ypperste anerkendelse, man som e-handler kan få, er E-handelsprisen. Her fik vores kunder både guld, sølv og bronze i 2015 – Inspiration, Wupti (Dansk Supermarked) og Matas,” siger Lars Hedal.
Hesehus’ årsregnskab for 2015 offentliggøres i dag og er af præget af en forsigtig start på 2015 grundet førnævnte mandskabsmangel. Toplinjen skrumpede, det samme gjorde overskuddet – der dog stadig endte på godt to mio. kr. Og ved udgangen af 2015 var ordrebogen den højeste nogensinde ved et årsskifte.