Digitale annoncer sluger nu halvdelen af reklamemarkedet

Peter Engholm
25@mail.dk

Vi skal tilbage til før finanskrisen for at finde en større annonceomsætning herhjemme. 2015 var et fascinerende år – og et forfærdende ét, siger ekspert.

Annonce-kagen var i 2015 den største i syv år. 13,2 mia. kr. blev der omsat for. Det var en stigning på 3,4 pct., og en næsten tilsvarende stigning venter i år.

Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation præsenterede til formiddag årets store Reklameforbrugsundersøgelse.

Der var flere gode nyheder at hente for de enkelte kanaler, og selv dagbladene – der ikke har bestilt andet end at gå tilbage i årevis – kunne ranke ryggen … halvt. For nedgangen er ikke længere tocifret.

De små, men klassiske medier som biograf, radio og outdoor gik alle frem, og tv løftede sig også lidt sidste år.

Mest iøjnefaldende er naturligvis Internet, der var enorm i forvejen, og som ikke desto mindre steg 12,5 pct. til 6,1 mia. kr. – svarende til 47 pct. af den danske annonceomsætning. En omsætning, der ikke helt kan kaldes dansk.

”Det er fascinerende og forfærdende: Google og Facebook sidder på omtrent halvdelen af annoceomsætningen på Internettet herhjemme – det svarer til ca. 24 pct. af annoncemarkedet i Danmark,” sagde Ole E. Andersen, ekstern lektor og cand. scient. soc. ved CBS – samt særlig rådgiver for Reklameforbrugsundersøgelsen.

Han forudser, at annoncemarkedet i år vil stige 3,4 pct. – med pil ned. EM i fodbold og OL er blandt faktorerne, der hiver et i øvrigt ujævnt, afventende og forsigtigt marked op.

Desuden vil vi runde en milepæl i år:

“Halvdelen af de danske reklamekroner vil i år ligge på nettet. Søgeord og display vil fortsat vil fortsat være de store. Mens web-tv og native advertising vil opleve store vækstrater,” siger Ole E. Andersen.

Det samlede reklamemarked – for så vidt angår paid media – var sidste år på 21,6 mia. kr. En stigning på 1,3 pct.

Beløbet finder man ved at lægge annonceomsætningen sammen med Anden reklame (husstandsomdelinger, dm og andre tryksager) på ca. 3,75 mia. kr., og det i særklasse kedeligt klingende ‘Ufordelte produktions- og administrationsomkostninger’.

Sidstnævnte er i grove træk bureauernes homnorarer, og denne sum skrumpede sidste år 1,5 pct. – fra 4,7 til 4,6 mia. kr. Og nej: Dette tal dækker ikke over det samlede bureaumarked. Alene de 248 bureauer i Bureaubiz’ årlige rapport havde senest en samlet bruttoavance på 5,5 mia. kr. Udfordringen ligger i definitionen af bureaumarkedet – hvem skal være med og hvem skal ikke være med.

Her fremstår Reklameforbrugsundersøgelsens definition nok som mere snæver.

Annnoceomsætningen i Danmark 2015

Omsætning i mio. kr. 2014 og 2015 – samt stigning i pct.

2014 2015 Udvikling pct.
Dagblade 1.349 1.239 -8,1
Lokale og reg. ugeaviser 1.763 1.657 -6,0
Magasiner m.m. 1.083 996 -8,1
   Købte magasiner 315 286 -9,3
   Andre magasiner 187 165 -11,6
   Fagblade og tidsskr. 581 545 -6,2
Årlige publikationer 127 101 -20,4
Outdoor 394 405 2,8
TV 2.170 2.203 1,5
Radio 307 329 7,2
Biograf 85 97 13,1
Internet 5.458 6.138 12,5
Annonceomsætning i alt 12.736 13.165 3,4