År efter år arbejder branchen sig i en mere og mere digital-orienteret retning, hvilket bl.a. afspejler sig i kategorierne til award-shows, nye stillinger på bureauerne og ikke mindst de kampagner fra det danske muld, der slår igennem i udlandet.
Bag alle de store succeser gemmer der sig en usynlig flok af hårdt arbejdende unge branchefolk, hvis ansigter og navne ofte ikke bliver set, hørt eller anerkendt udover bureauernes grænser.
Disse mere eller mindre ukendte kapaciteter bidrager stort til kommunikations- og reklamebranchens generelle fremskridt og vækst – og nu skal de synliggøres og hyldes for deres arbejde.
Derfor sætter Bureaubiz og Kforum nu fokus på de digitale talenter, der står bag de stærkeste nye arbejder i kommunikations- og reklamebranchen. Initiativet hedder Månedens Digitale Talent – Digitalentet. Et initiativ der har Kim Jong Andersen som idémand.
Kim Jong Andersen er samtidig leder af et Digitalent-panel af prominente branchefolk, der sammen bredt repræsenterer kommunikations- og reklamebranchen. Hver måned vil panelet tage stilling til de nominerede personer, og arbejderne bag dem, og ud fra det kåre den digitale kapacitet, der fortjener hæderen.
Panelet der kårer Månedens Digitale Talent – Digitalentet – består af:
- Henrik Busch, partner, Blackwood Seven
- Benedikte Larsen, head of digital communications, Novo Nordisk
- Caroline Deichmann-Bendixen, Global Head of Digital Content & Activation, Arla Foods
- Lasse Jensby Dahl, managing director, Designit
- Trine-Maria Kristensen, konsulent
- Jakob Langemark, CEO, Hello Group
- Steffen Lundgren Kristensen, group marketing director, Kompan
- Peter Svarre, konsulent
- Michala Svane, VP for salg og marketing i Tivoli
- Timme Bisgaard Munk, chefredaktør Kforum og Bureaubiz
- Jeanette Fangel Løgstrup, senior executive vice president, group marketing & communications, Danske Bank
- Nana Bule, director, marketing & operations (COO, CMO) hos Microsoft
Hvordan nominerer man Månedens Digitale Talent – Digitalentet?
Alle, der kender nogen, de mener, har udmærket sig digitalt, kan nominere vedkommende ved at sende en kort begrundelse baseret på tre parametre:
- Personlige egenskaber
- Faglige kvalifikationer
- Erhvervsmæssige resultater på det digitale fagområde
Sidstnævnte kan både være resultater skabt via løsninger i markedet eller internt i organisationen.
Herudover skal der skrives minimum en navngiven referenceperson, som kandidaten har arbejdet sammen med, som også skal indvillige i at være medindstiller af det digitale talent.
Nomineringer indsendes til panelet via mail: digitalentet@bureaubiz.dk
Vinderne vil udover anerkendelsen få præsenteret et udvalgt arbejde kombineret med et portræt af digitalentet, der vil blive udgivet på Kforum og Bureaubiz, i forbindelse med kåringen af Månedens Digitale Talent – Digitalentet.
Året afsluttes med kåringen af Årets Digitale Talent.
Der åbnes for nomineringer i dag.