Digitalt bureau køber teknologi-selskab for over 100 mio. kr.

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Link Mobility køber MarketingPlatform i Vejen.

Opdateret: Link Mobility, der har hovedkontor i Norge, køber det danske digitale bureau, MarketingPlatform, der ligger i Vejen.

Link Mobility-koncernen, der har to amerikanere som reelle ejere, har værdisat MarketingPlatform potentielt op til ca. 135 mio. kr. (18 mio. euro). Den værdisætning består af ca. 97,5 mio. kr. ved handlens indgåelse og en potentiel bonus afhængig af resultater og teknologi-udvikling på ca. 37 mio. kr.

Ved handlens indgåelse betales 30 pct. kontant, mens resten falder som aktier i Link.

Det er ikke oplyst, hvordan en eventuel bonus skal betales.

Der er tale om en værdisætning, der må handle om teknologier, der kan foldes ud til Link-koncernens mange kunder. For de økonomiske resultater i MarketingPlatform kan ikke retfærdiggøre en sådan værdisætning.

MarketingPlatform havde i 2020 en bruttofortjeneste på 9,625 mio. kr. efter en vækst på ca. 5 pct. og et resultat før skat på ca. 0,75 mio. kr. – lig med en vækst på ca. 177 pct. Egenkapitalen var på ca. 1,7 mio. kr. og bygger først og fremmest på en værdisætning af udviklingsprojekter.

MarketingPlatform, der i 2020 havde 16 medarbejdere i Danmark, opererer inden for omnichannel marketing automation, e-mail marketing, app marketing og SMS marketing. MarketingPlatform har desuden et datterbureau i Makedonien med omkring 45 medarbejdere, der primært er udviklere.

MarketingPlatform blev stiftet i 2011 af Kim Østergaard. Ifølge ham kan platformen “bide skeer med de største globale aktører på markedet”. 

“Platformen kan håndtere meget store mængder kundedata, fra mange forskellige systemer som webshop, kassesystemer, økonomisystemer. Samt skabe struktur og segmenteret output til en række kanaler, hvor email, SMS, app og web er de dominerende.”

Om baggrunden for opkøbet siger adm. direktør i Link Mobility, Guillaume Van Gaver i en pressemeddelelse:

 ”Jeg er meget tilfreds med erhvervelsen af ​​MarketingPlatform, da det vil gøre det muligt for Link at udvide vores CPaaS-tilbud betydeligt inden for omnichannel marketingkampagnestyring, en stærk e-mail- og mobil messaging-brugergrænseflade og kundedatastyring. Med dette opkøb vil vi være i stand til at tilbyde målrettede, interaktive og spændende end-to-end marketingkampagner til vores eksisterende 40.000 kunder.”

Det norske selskab kom første gang ind i Danmark i 2015, da de købte CoolSMS, som derefter blev omdøbt til Link Mobility. I 2016 købte man Responsfabrikken.