Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Home har tilrettelagt aggressiv direct mail kampagne, som de lokale mæglere kan bruge til at kapre konkurrenternes kunder. Director har hjulpet med kampagnen.

Ejendomsmæglerkæden Home vil nu gå langt mere aggressivt til værks over for andre kæders kunder. Det sker med tilrettelæggelsen af et direct mail koncept under overskriften ‘Kundekapring’.

Konkurrenterne ser kampagnen som en krigserklæring og lover at svare hårdt igen.

Sådan skriver Berlingske i en artikel over to sider.

Det er Director, der har hjulpet med kampagnen, men ideen er født hos Home, efter at Konkurrencestyrelsen tidligere på året afgjorde, at det er lovligt at kontakte andre mægleres kunder.

“Da vi så, hvad der var af muligheder efter at markedsvilkårene blev ændret, hyrede vi Director til at udarbejde et direct marketing koncept. Og vi har selvfølgelig lagt vægt på at overholde alle regler og f.eks. ikke sende til de, der siger nej-tak til reklame,” siger relationschef i Home, Mads Ellegaard til Bureaubiz.

Det betyder nu ikke, at de øvrige mæglerkæder synes, at Homes tiltag er i orden.

”Nu gør vi det samme, som Home har gjort. Hvis de kontakter vores kunder, kontakter vi selvfølgelig deres. Da muligheden kom, tog vi i EDC den beslutning, at vi ikke ville begynde på det, fordi vi ikke kunne se, at det blev en forbrugerfordel”, siger Poul Erik Beck, der har 40 EDC butikker, til Berlingske.

Boligøkonom Morten Skak fra Syddansk universitet er ikke enig i, at det ikke kan blive en fordel for forbrugerne. Han siger til Berlingske:

“Det vil betyde en skærpet konkurrence og det kan sagtens få prisen på et salg ned. Det her er netop den konkurrence, som man kan sige, var Konkurrencenstyrelsens formål og det ser nu ud til at blive opfyldt.”

Homes kampagne består af tre direct mails, som Homes mæglere kan sende ud. Den første sendes til de, der har haft et hus til salg i 3 måneder uden at det er blevet solgt.

Konceptet går ud på at give 52 fif til, hvordan man får sin bolig solgt. Desuden kan man vinde 10.000 kr., hvis man opgiver sine kontaktdata. Når der er gået seks måneder – og aftalen med den nuværende ejendomsmægler typisk udløber – sender Home et gavekort til gratis online-markedsføring af boligen.

”Ikke nok med, at vi stjæler en kunde fra en konkurrent, vi får også en ekstra kunde hos os selv. Det er det, der er hele pointen med kampagnen.” citerer Berlingske Mads Ellegaard for at sige.

Hjjaltelin Stahl har været inde over de salgsfif, som tilbydes i kampagnen.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club