Direktør stopper i Brandhouse

Peter Engholm
25@mail.dk

Malene Brandt fratræder i Brandhouse Digital. Matchet var ikke optimalt.

Brandhouse Digital er fortid – både som navn og som arbejdsplads for Malene Brandt, der var direktør for bureauet i otte måneder.

“Det er ganske enkelt sådan, at opgaven og Malene Brandt ikke passer optimalt til hinanden, og derfor har vi valgt at tage konsekvensen nu, hvor vi kan se, at der skal en anden profil på opgaven. Affairs, som er det nye navn for Brandhouse’ webbureau, skal derfor have ny chef. Indtil en ny leder er på plads, er Peter Mahler og jeg ansvarlige”, siger adm. direktør i Brandhouse, Stiig Helgens Binggeli.

Malene Brandt, der tidligere har været direktør for B.T. Digital og business developer for TV 2 Reklame, bakker op om formuleringen fra Stig Helgens. Den kommende tid skal bruges på at planlægge næste skridt i karrieren.