Mens nogen må blive hjemme, når barnet er sygt, så bliver Responsives kontaktdirektør, Troels Rosted Christensen, nu helt væk, fordi barnet har vokset sig stort.
“Troels har igennem længere tid udviklet telemarketingsystemet IvoCall. Han havde ikke været tilfreds med de systemer, han mødte i sin tid på Bonniers, Weekend-Avisen og Mandag Morgen, så han udtænkte sit eget. Det har nu fået så mange kunder, at det kræver hele hans opmærksomhed,” siger Tomas Gorrissen, direktør og partner i Responsive.
I sig selv en positiv historie – med den negative sideeffekt, at DM-bureauet nu må sige farvel til Troels Rosted Christensen og finde en afløser på posten.
Det har man nu fundet i Sven Michelsen, der indtil foråret var loyalitetsdirektør – Head of CRM & Loyalty – i teleselskabet 3, og før da havde været loyalty manager på Ekstra-Bladet.
“Sven nøjes ikke med at tale om loyalitet, men har bevist det i praksis. Han er en af de personer, der har flyttet mest på loyalitet, og begge cases – med 3 og Ekstra-Bladet – har gjort ham til en efterspurgt taler på internationalt plan. De seneste fire virksomheder, Sven har været i, har vi samtidig været bureau for – og Sven og jeg kender ikke blot hinandens holdninger, men er fælles om mange af dem,” siger Tomas Gorrissen.
Sven Michelsen tiltræder 1. september og får det overordnede ansvar for en række kunder, og får således samme rolle i bureauet som Tomas Gorrissen.
Det er planen, at Sven Michelsen med tiden skal indtræde som partner i Responsive.