Direktør-skifte i digitalt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Medstifter og medejer af Selected Media Group, Tue Harder Schandorff, har forladt bureauet.

Selected Media har med Tue Harder Scandorff som medstifter og adm. dir. udviklet sig til et bureau med 25 ansatte. Men nu skal det ikke være med ham i spidsen, at bureauet fortsætter sin udvikling.

”Tue Harder Scandorff har drevet bureauet frem til det, som det er i dag. Men han er selv nået til et punkt, hvor han gerne vil videre til nye udfordringer og hvor han også mener, at det er nogle andre kompetencer, der skal til nu. Det har vi haft en dialog om i partnerkredsen og har fundet et passende tidspunkt. Det er ganske udramatisk,” siger Daniel Martensen, der er partner – og den nye adm. dir.

Majoriteten i bureauet er ejet af Copenhagen Media, som Tue Harder Scandorff ejede sammen med Flemming Presman. Sidstnævnte har så overtaget Tue Harder Scandorffs ejerandel.

Herefter består partnerkredsen i Selected Media Group P/S af fem partnere.

Ud over at fratræde som adm. dir. forlader Tue Harder Schandorff også sin bestyrelsespost. Her har man så benyttet lejligheden til at opruste med en ekstern kompetence.

”Vi har talt om, at det ville være en god ide at få noget ekstern bestyrelsespower. Rasmus Knude har kompetencer inden for bl.a. procesoptimering og kreativ forretningsudvikling, og vi tror, han kan tilføre os noget,” siger Daniel Martensen.

Selected Media Group startede som et bureau med fokus på Adwords, SEO og sociale medier, men har siden oprustet, så man i dag fokuserer bredere på rådgivning inden for digital markedsføring. Desuden har man i de sidste år oprustet kreativt.

”Vi har i dag et bredere kompetence-felt. Hvis jeg skal kalde os noget, så er vi et cross border bureau – eller et full circle bureau,” siger Daniel Martensen.