Direktør stoppet i Clienti Aarhus

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Direktøren i Clientis aarhusianske afdeling stopper og stillingen bliver fordelt på tre. Samtidig optages tre nye partnere.

Reklamebureauet Clienti har lagt en strategi, hvor man i højere grad vil fokusere på integrerede brandløsninger.

Det har haft den konsekvens, at man nu skifter ud i ledelsen i Aarhus-afdelingen, og direktør Jesper Søderberg dermed stopper.

”Jesper Søderberg har været med siden starten i Aarhus i 2014. Han har gjort et stort stykke arbejde, hvor der også er leveret gode resultater, men vi er nu blevet enige om at ændre organisationen for at udfolde vores strategi”, siger direktør for Clienti, Anders Bjørnstrup.

De tre, der fremover kommer til at dele ledelsen mellem sig, er Charlotte Liendgaard Vigh, der fra at være strategisk direktør, bliver direktør for bureau & strategi; Asger Munkholm Højfeldt, der går fra at være digital direktør til at blive direktør for digital & forretningsudvikling; samt Kim Michael, der fortsætter uændret som kreativ direktør.


Charlotte-Liendgaard-Vigh

Asger Munkholm Højfeldt

”Vi ønsker Jesper Søderberg, som er stoppet hos os, alt det bedste og siger ham tak for at have skabt et stærkt grundlag for den videre vækst i Aarhus. Samtidig glæder vi os over, at vi sikrer kontinuiteten med Charlotte, Asger og Kim i front sammen med vores øvrige team i Aarhus,” fortsætter Anders Bjørnstrup.

Jesper Søderberg siger selv:

”Sammen med knaldgode kolleger har jeg etableret et nyt bureau helt fra bunden, og det har været fantastisk at få lov at prøve. Når jeg ser tilbage, har det været tre spændende år, fyldt med energi og adrenalin. Og det har været en stor tilfredsstillelse at skabe vækst og fremgang sammen med spændende kunder. Imidlertid har ejerkredsen og jeg ikke kunnet finde fælles fodslag om beslutningerne på det seneste, så derfor slutter vores samarbejde”.

Flere partnere
Charlotte Liendgaard Vigh og Asger M. Højfeldt optages som partnere i Clienti A/S sammen med økonomichef Thomas Jacobsen, der sidder i Aalborg. De to øvrige ejere er Anders Bjørnstrup og adm.dir. Mette Danmark.

Aarhus-afdelingen har 12 medarbejdere.