Michael Buksti (44) har i en årrække været adm. dir. hos Communique, som han også har en betydelig ejerandel af. Men han trængte til at, der skete noget nyt, og derfor siger han nu farvel til bureauet.
I stedet er Michael Buksti blevet Director og leder af konsulentfirmaet Viegand Maaagøes kommunikationsafdeling.
I hans nye rolle får han ansvaret for en afdeling, som i øjeblikket består af 10 medarbejdere, der alle løser en lang række kommunikationsopgaver for virksomhedens kunder på energi- og miljøområdet.
Hos Communique overtager Frans Grandjean rollen som adm. dir., der karakteriserer det som udramatisk.
”Michael havde behov for at prøve noget andet efter mange år i firmaet. Han beholder indtil videre sin ejerandel,” siger Frans Grandjean.
Viegand Maagøe er en hastigt voksende konsulentvirksomhed, der arbejder med energi og miljø for en række dagsordensættende offentlige og private kunder både i Danmark og i udlandet. Virksomheden kombinerer faglig ekspertise inden for energi og miljø med stor faglig viden om effektiv kommunikation og formidling.
”Jeg er utroligt glad for, at vi kan byde Michael Buksti velkommen i Viegand Maagøe-familien. Jeg er sikker på, at han med sin teoretiske og praktiske erfaring kan være med til at sikre, at vi også i fremtiden leverer kommunikationsløsninger af høj kvalitet inden for alle de områder vores kunder ønsker, og ikke mindst, at vi kan styrke vores rådgivningsområde inden for kommunikation yderligere” siger adm. direktør i Viegand Maagøe, Søren Eriksen.
Michael Buksti er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet, Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og Executive Master i Corporate Communication fra CBS.