DM-bureau: Frigivelsen af offentlige data giver nye muligheder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Både geodatavirksomhed og DM-virksomhed ser forretningsmuligheder i offentlige data, der netop er gjort tilgængelige.

I januar i år blev en lang række offentlige grunddata frigivet og det betyder, at flere virksomheder vil kunne se en forretning i at sortere og samle disse data.

Bl.a. Direct-Gruppen - der består af DM Partner, TM Partner og Director - har oprettet søsterselskabet IDQ, som udvikler software, der netop kan hente og samle data fra en lang række offentligt tilgængelige databaser.

”Når der sker sådan nogle tiltag som åbning for fri adgang til en lang række grunddata, så er det selvfølgelig interessant for os, fordi vi ved, at store mængder data giver kaos og manglende overblik og overvejelser i virksomheder om, hvad man kan og hvad man ikke kan i forhold til, hvad man kunne i gamle dage”, siger Henrik Hobel, der er direktør i DM Partner og ide-manden bag IDQ.

Fordelen ved IDQs system, forklarer Henrik Hobel til Børsen, er at man kan nøjes med én søgning i stedet for at søge på forskellige databaser som f.eks. De Gule sider, CVR-registret over virksomheder, OIS.dk, som registrerer ejendomsdata.

Henrik Saustrup, der er adm.dir. i IDQ tilføjer:

”Fri adgang til grunddata er godt set af det offentlige. Det giver dansk erhvervsliv mulighed for at effektivisere og opnå konkurrencefordele baseret på de mange nye informationer om kunder og markeder”.

Også Niras øjner muligheder i de netop tilgængelige data. Her glæder Allan J. Christensen, der er direktør for området Informatik, Mapping og Automation, sig over de nye tider, til trods for at Niras hidtil har tjent penge ved at udarbejde geodata for det offentlige:

”Det er klart, at noget af vores forretning ryger væk, da vi som producent af data har været vant til at kunne sælge de samme data flere gange, men fremover kun vil kunne sælge det én gang. Men samtidig kan vi se, at det, at data bliver sat fri, betyder, at anvendelsesmulighederne bliver større. Og det betyder også, at vi nu kan bruge nogle af de byggesten, som ikke er leveret af os til at udvikle nye løsninger (Børsen Digital, p. 8-9).