DM-kampagne skal give gammelt produkt nyt liv

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Klausen+Partners har tilrettelagt international kampagne for Leo Pharma produkt.

Det mest almindelige er at sætte markedsføringsinvesteringer efter nye produkter. Inden for medicin-verdenen kan gamle produkter dog også trække opmærksomhed.

I hvert fald hos Leo Pharma, hvor man har sat Klausen+Partners til at give nyt liv til et gammelt produkt.

Det drejer sig om et produkt mod øjenbetændelse, som markedsføres under navnet Fucithalmic.

“Fucithalmic har en lang og succesrig historie og sælges stort set i hele verden,” siger marketing manager Inge Boe, Corporate Marketing. Hun siger videre:

“På dette sene tidspunkt i produktets livscyklus er det afgørende at forny motivationen hos vores salgsselskaber til at gøre en særlig indsats overfor de praktiserende læger.”

Resultatet er en fuldvoksen DM-kampagne “Clear Vision in the Blink of an Eye”, som salgsselskaberne implementerer både online og offline ved hjælp af et omfattende sæt af markedsføringsmaterialer og vejledninger.

Kampagnen kører fra primo maj i flere forskellige lande.