Dødsfald: Reklame- og mediemanden Peter Elley

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Peter Elley blev født den 5. maj 1942 og døde den 26. september 2012. Direktør Steen Læssøe skriver mindeord:

Endnu et af de gamle fyrtårne i dansk reklame og medieverden er slukket. Multimennesket Peter Elley er død kun 70 år gammel. Peter Elley startede sit professionelle liv tilbage i midten af de glade tressere, hvor jeg mødte ham for første gang på grundkursus hos Danske Reklamebureauers Brancheforening. Peter var nærmest født ind i branchen som søn af legendariske Svend Elley fra Distriktsbladenes Sammenslutning.

Peter Elleys karriere blev ligeligt fordelt mellem blad- og reklameverdenen. Han satte solide fodaftryk i Det Berlingske Hus, på Dagbladet Børsen, i dagbladenes samarbejdsorganisation DAGMAR og som udgiver af lokalaviser i Jylland for blot at nævne nogle af hans blad-meritter. Senere blev det til en række reklamebureau direktørposter, hvor han sluttede i Grey Global Group for fem år siden for at gå på pension.

Peter Elley var et meget engageret menneske både fagligt og privat. Gennem årene var han efterspurgt som deltager i utallige branchefora og som medlem af en række bestyrelser, igennem hvilke Peter Elley kom på hat med det meste af den danske reklame- og medieverden. Også privat brændte Peter Elley igennem både som kvalificeret samtalepartner og som munter livsnyder.

Uden for brancheregi var han medopfinder af Polyrerne, en gruppe der nu på 21. år passer sin åndelige efteruddannelse gennem et årligt, ugelangt filosofi- og historieseminar. Sin musikalske side plejede han i sangkoret GAL 77, hvor han var en værdsat 1. bas. Peter Elley var et facetteret menneske, der vil efterlade et stort savn – ikke mindst hos sin hustru Vibeke, børn og børnebørn. Æret være hans minde.

 Begravelsen finder sted tirsdag den 2. oktober kl. 13 fra Tårbæk Kirke.