Dong Energy siger farvel til marketingdirektør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dong Energy splitter salg og marketing, som lægges sammen med innovation, og det koster Bo Lundberg jobbet.

Dong Energys marketingdirektør Bo Lundberg har forladt sit job. Det sker efter gensidig aftale som følge af en ændring af organisationen.

Der er grundlæggende sket det, at salg og marketing er blevet splittet ad. Fremover har markedsdirektør Allan Schefte ansvaret for alle kunder på både privat og erhvervsmarkedet, mens der etableres en afdeling for marketing/innovation.

Denne afdeling vil beskæftige sig med både BtB og BtC.

Bo Lundberg ser selv sine styrker i krydsfeltet inden for salg, marketing og innovation, og derfor har han valgt at søge nye udfordringer uden for Dong Energy.

Dong oplyser, at man nu skal ud og søge en ny chef til den kombinerede marketing/innovation afdeling.

Som offentligt ejet virksomhed er Dong underlagt EUs udbudsregler. Man har netop forlænget de eksisterende kontrakter med Kunde & Co, Responsive og Recommended med et år. Men det er sidste mulighed for forlængelse, og det betyder, at en ny marketingdirektør til næste år skal gennemføre en konkurrence.

Bo Lundberg kom til Dong i foråret 2008 fra et job som direktør for Toms Danmark.