Dong lægger op til besparelser på reklame-budgettet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det kan føre til, at sponsoratet på fodboldlandsholdet ryger.

Når en dansk virksomhed skal droppe investeringer for 10-11 mia. kr., så kan reklamebudgettet næppe levere en særlig stor andel.

Vedvarende lave priser på det europæiske energimarked får nu Dong til at droppe mange investeringer, og samtidig lægger man op til en omfattende spareplan, hvor reklame, marketing og eksterne konsulenter er blandt de områder, der bliver kigget på.

Det fortæller Business.dk.

Spareplanen gælder årene først og fremmest årene 2010 og 2011, men adm. dir. Anders Eldrup vil ikke sætte beløb på. Men han understreger, at alt er i spil.

Det kan få konsekvenser for selskabets sponsorat af fodboldlandsholdet. Direkte adspurgt siger han:

“Det er sådan, at vi snart står over for at skulle beslutte, om vi vil forny kontrakten med DBU, og derfor foregår der nu forhandlinger. Jeg kan ikke løfte sløret for, hvordan de udvikler sig. Men vi er meget bevidst om vores omkostninger, og de seneste par år har allerede reduceret vores omkostninger til marketing. Så vi ser på alt og overvejer, hvordan vi bruger vores midler mest fornuftigt,” siger Anders Eldrup til Business.dk.

Sponsorater udløber med VM i 2010.

Dong samarbejder med fire reklamebureauer: Kunde & Co, Recommended, BBDO og Responsive. Samt med mediabureauet OMD.