Nicolas Bro var hyret til at speake en ny reklamefilm for Dong Energy, der har varslet at ville børsnoteres. Så en imageindsats er vel rimelig, og det opgives da også at være den største kampagne i flere år.
Alligevel er det ikke gået helt efter planen.
I sidste øjeblik sagde direktionen stop for kampagnen og sendte filmen, der har været længe undervejs, tilbage i klipperummet, hvor der ifølge Dagbladet Børsen ikke blev ret meget af den oprindelige film tilbage. I stedet kom der en masse arkivklip af havvindmøller.
“Vi skulle have en stærkere billedside. Folk savnede et mere traditionelt Dong-udtryk,” lyder strategi- og kommunikationsdirektør Jakob Bøss’ forklaring til Børsen.
Ifølge Børsen er filmen produceret af det nye produktions-selskab Honeytrap.
Dette er faktisk et lidt pikant valg.
Ikke på rammeaftale
For fire år siden indgik Dong en rammeaftale med 11 bureauer og produktionsselskaber. Aftalen byggede på fire delaftaler, hvor en af dem hedder Filmproduktion – men Honeytrap er ikke med. Det er derimod Kunde & Co, M2, Citizen Dane og Corporate Monday.
Netop i denne tid er Dong i gang med en ny konkurrence, der skal placere bureauer og produktions-selskaber på en ny rammeaftale – men den går heller ikke som planlagt.
Dongs tilgang til det fremtidige samarbejds set-up har fået mindst tre bureauer – Advance, DDB og Robert/Boisen – til at trække sig, og det forlyder, at yderligere et par stykker har fulgt deres eksempel.
Der er endnu ikke kommet svar fra Dongs presseafdeling på, hvilket bureau, der har stået for kampagnen, eller hvordan Honeytrap er blevet hyret til opgaven. Desuden er det endnu ikke lykkedes at få eller finde et link til filmen.
Hvis det er et bureau på rammeaftalen, der har hjulpet, kan der være tale om et af følgende:
- Mensch
- People Group,
- Burson Marsteller
- Kunde & Co.
- &Co
Desuden kom Recommended på rammeaftalen, hvilket i dag vil være enten Zupa eller Agency Spring.
Panik
Den nye kampagne bygger bl.a. på en analyse, der fortæller, at 80 pct. af danskerne bakker op om flere grønne initiativer, men kun 9 pct. mener, at Dong gør nok for at kommunikere sit bidrag.
Forløbet med reklamefilmen virker panikagtigt, mener adm. dir. Mikkel Korntved fra Loyalty Group.
“Det virker underligt, at ledelsen ikke er bedre involveret eller har fingeren mere på pulsen i forhold til, hvad der foregår. Det er bekymrende, at direktionen så sent i processen ikke har været bedre vidende,” siger Mikkel Korntved til Børsen.