Dorte Nielsens kreative hemmelighed

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Creative Circle-formand Dorte Nielsens bog, The Secret of the Highly Creative Thinker, er netop blevet udgivet på dansk. Bureaubiz var med til bogens launch for at blive klogere på den kreative tænkers hemmelighed.

I fredags blev der holdt release-fest for Dorte Nielsens bog The Secret of the Highly Creative Thinker, som hun har skrevet sammen med amerikanske Sarah Thurber, der også forsker i kreativitet.

Bureaubiz var på pletten og benyttede lejligheden til at tale med Dorte Nielsen om Den Kreative Tænkers Hemmelighed, baggrunden for bogudgivelsen – samt originalversionens internationale succes.

Dorte, hvad er den kreative tænkers hemmelighed?

”Hemmeligheden er i virkeligheden, hvad det er der skal til for at blive bedre til at få idéer og selve hemmeligheden bygger på den observation, at mennesker der er gode til at få idéer er gode til at se sammenhænge. Så når du træner din evne til at se sammenhængen, styrker du din evne til at få idéer – altså den underliggende mekanisme, der hjælper dig til at tænke kreativt.”


Efter succes verden rundt er The Secret of the Highly Creative Thinker nu blevet udgivet på Dorte Nielsens modersmål.

Hvad er det særlige ved din bog i forhold til så mange andre bøger, der er udkommet om kreativitet?

”Der er mange andre, der har skrevet bøger om kreativitet og idéudvikling, men der er ikke nogen, der er kommet med en konkret opskrift på og værktøjer til, hvordan du reelt set bliver bedre til at tænke kreativt. Med de værktøjer jeg præsenterer, bliver man ikke kun bedre til at få idéer i den enkelte kreative proces, man udvikler simpelthen sit iboende kreative talent.”

Hvordan opdagede du, at det er evnen til at se sammenhænge, der er hemmeligheden bag at tænke kreativt?

”Det var noget jeg først blev opmærksom på da jeg arbejdede som art director på Ogilvy & Mather i London i midt 90’erne. Jeg underviste på det tidspunkt i kreativitet to gange om året, og så samtidig nogle af de dygtigste kreative i verden i aktion. Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvorfor er nogle bedre til at tænke kreativt end andre? Og det jeg opdagede var, at det der er karakteristisk ved dem, der var mest kreative, var deres evne til at se sammenhænge, som andre ikke så. Det kunne f.eks. være hvordan en øl kunne kombineres med en hat eller hvordan en bordtennisbold kunne indgå i sammenhæng med en deodorant.”

Efter en tid i London tog Dorte Nielsen hjem til Danmark igen, hvor hun først underviste i kreativitet på Den Grafiske Højskole og sidenhen, i 2007, grundlagde hun uddannelsen Kreativ Kommunikation, hvor hun var uddannelsesleder i 9 år.

Hvor meget har dine erfaringer med kreativitets-undervisningen på Kreativ Kommunikation at gøre med Den Kreative Tænkers Hemmelighed?

”Jeg havde udviklet teorien og metoden til hvordan man bliver mere kreativ inden jeg opstartede KK (Kreativ Kommunikation red.) ud fra netop disse principper. Men undervejs blev mine redskaber og tilgange løbende efterprøvet og forfinet, og man kan sige at mange af de studerende fik lov til at være en slags forsøgskaniner”.

Dorte fortsætter:

“Igennem utallige øvelser, som blev testet og testet, fandt jeg tydeligere og tydeligere frem til, hvad det er der fungerer i forhold til at få unikke idéer og hvad der ikke gør. Jeg må give et stort skulderklap til mine studerende, der altid var friske på at kaste sig ud i at fyre den kreativt af, og tage imod hvad end jeg nu havde fundet frem til af kreative udfordringer, som de skulle løse. Det har været et langt sejt træk – men hold op hvor har det også været sjovt ”.


Flere af Dorte Nielsens tidligere KK-studenter kom forbi udgivelsen af bogen, der indeholder redskaber, de selv har dybt i deres kreative DNA.

Hvordan fandt du ud af at principperne bag din kreativitets-undervisning skulle blive til en bog?

”Det store vendepunkt kom, da jeg sideløbende med KK tog en Master of Science in Creativity på International Center for Studies in Creativity i New York. Her fik jeg adgang til at dykke ned i 70 års forskning i kreativitet og hjerneforskning. Det betød, at jeg lige pludselig videnskabeligt kunne forklare, hvad det er der sker i hjernen, og for tænkningen, når man bruger min tilgang. Ved at eksperimentere kunne man se hvordan simple tænke-opgaver, hurtigt kan påvirke hjernen til at kunne tænke på en ny og mere kreativ måde ”.

Dorte fortsætter:

”Efter jeg ha’ taget min Master med fokus om kreativitet og hjernen, blev jeg ringet op af universitetet i New York, der ville ha mig til at skrive en bog om min tilgang. Der sker meget inden for hjerneforskning lige nu, og i New York var de meget begejstrede: ”Al den seneste forskning peger på, at din tilgang er rigtig ”, sagde de. Noget de også slog på var, at jeg er den første, der parrer en akademisk tilgang med en helt praktisk tilgang til kreativitet. Det er jeg i stand til, fordi jeg selv har siddet ude på et bureau og lavet prisvindende kampagner, samtidig med at jeg også har mit forskningsbaserede fundament. Så det var faktisk den telefonsamtale, der blev startskuddet til The Secret of the Highly Creative Thinker, som nu er udgivet på dansk.”

De senere år er KK blevet en af de skoler i verdenen, der vinder allerflest priser til kreative priser rundt om i verden, til f.eks. D&AD, på baggrund af dine kreative teknikker.

Nu hvor Danmark endelig er på kreativ forkant, burde man så ikke holde ’hemmeligheden’ for sig selv?

”Jeg er utrolig stolt over at have været med til at skabe en uddannelse, som jeg mener er blandt verdens bedste. Men dette er en universel tilgang til kreativitet, som virker på tværs af alder, fag og kulturelle forskelle, fra ledergange til skoleklasser, fra revisorer og ingeniører til kreative direktører. Fra at have fokus på mine 20 kreative elitesoldater på KK, når jeg i dag pludselig ud til hele verden. Kreativitet kan trænes op, ligesom du træner en overarm, og da jeg mener, at alle skal ha’ mulighed for at være kreative, så var jeg nød til at dele hemmeligheden. Og nu hvor jeg kan se at bøgerne udkommer og bliver spredt i hele verden, får jeg simpelthen kuldegysninger. ”

Ja, for din engelske version af Den Kreative Tænkers Hemmelighed er jo blevet oversat til et hav af sprog bl.a. japansk, fransk og kinesisk – og flere kommer til.

 Hvorfor tror du, at der er så meget interesse for bogen rundt om i verden?

”Det føles også helt vildt. Jeg tror det netop er fordi, at den bygger på en kombination af praktisk erfaring kombineret med det der sker indenfor hjerneforskning – og nyere kreativitets forskning. Det er en meget praktisk tilgang, som alle kan bruge. Derudover tror jeg også, at det har en del at skulle have sagt, at det hele er evidensbaseret. Det er ikke bare baseret på ’synes-ninger’, nej, det bunder i hvad forskning og videnskab rent faktisk har bevist virker i forhold til, hvad vi kan gøre for at blive mere kreative.”


Side om side. En japansk, en fransk og en original (amerikansk) version af Den Kreative Tænkers Hemmelighed.

Kan denne bog bruges til noget udenfor bureau-verden?

”Ja, i høj grad. Jeg vil vove at påstå, at den kan bruges alle steder. Kreative kompetencer er noget man efterspørger på alle niveauer i erhvervslivet. Også i universitets-verden forventes, det, at man kan tænke ud af boksen, selvom man ikke får nogen konkret undervisning i det.

Dorte fortsætter:

“For mig føles det lidt som om, at det er starten på en bevægelse, starten på noget større end som så. Jeg tror på, at kreativitet kan gøre en forskel. Gennem kreativitet kan vi blive bedre til at forstå hinanden og begynder på sin vis at tale det samme sprog. Derfor har jeg også lige sagt ja til, at bogen kan blive oversat til persisk, så den kan udkomme i Mellemøsten. Og det uden, at jeg eller min forlægger tjener en krone på det. Jeg synes, det er kæmpe stort. Som jeg og min forlægger blev enige om, da vi skulle tage beslutningen: Lets make the world a better place through creativity.

Den kreative tænkers hemmelighed udkom i fredags på Akademisk Forlag. Samme dag udkom også Dorte Nielsen og Katrine Granholms Creative Thinker’s Exercise Book på dansk under navnet: Opgavebog for Kreative Tænkere.

Opfølgning
Imorgen bringer Bureaubiz en artikel, hvor vi taler med nuværende og tidligere studerende på Kreativitet og Kommunikation, om, hvordan Dorte Nielsens teknikker har påvirket, den måde de tænker og får idéer på – og hvordan de egentlig har det med, at deres hemmelighed nu er tilgængelig for alle.