Dramatik i Klasselotteriets konkurrence

Peter Engholm
25@mail.dk

Responsive står til at fortsætte som Klasselotteriets reklamebureau. Det sker efter konkurrence, som Hjaltelin, Stahl & Co blev udelukket fra efter en ”ærgerlig procedurefejl”.

Fem bureauer kvalificerede sig før sommerferien til konkurrencen om at håndtere Klasselotteriets reklamebureauydelser de kommende år. Men da det kom til stykket, var der kun fire, der deltog i dysten.

Udbudet blev vundet af Responsive, som dermed står til at fortsætte de næste 3-4 år som Klasselotteriets reklamebureau. Det vil på dén baggrund være nærliggende at forestille sig, at markedsføringen også de kommende år bliver DM- og dialogtung.

Men forud for dette valg var der foregået en del dramatik i kulissen, da et af de øvrige bureauer, Hjaltelin, Stahl & Co, fik afvist deres omfattende tilbud – altså efter at det var lavet, og før det blev præsenteret.

“Jeg kan bekræfte, at vi havde lavet et knivskarpt oplæg på tværs af alle kanaler, som Klasselotteriet aldrig kan få at se. Det skyldes, at vi samtidig lavede en lille procedurefejl. Men det er fair nok, for sådan er reglerne. Vi har intet at udsætte på Klasselotteriet, for det er vores egen, ærgerlige fejl – og vi må betragte dette som dyre lærepenge,” siger Steffen Hjaltelin, adm. direktør i Hjaltelin, Stahl & Co.

Procedurefejlen skal der angiveligt eksistere en domspraksis for, og de juridiske eksperter bag udbudet har et samarbejde med DRRB, men hos Klasselotteriet har marketingdirektør Kirsten Østergaard ingen kommentarer til forløbet.

Det gælder for så vidt også med det vindende bureau, som der endnu ikke er blevet underskrevet en kontrakt med.