“Torben Dan Pedersen har ikke begået noget ulovligt”.
Det fortæller Advice på sit site, og det kommunikative greb med at tage initiativ til en så dramatisk formulering har formodentlig til hensigt at komme et spørgsmål i forkøbet.
Men hvorfor skulle et sådan spørgsmål da opstå?
Fakta er, at direktør i Advice A/S, Torben Dan Pedersen, er fratrådt sin stilling, og Advice begrunder fratrædelsen med, at “Torben Dan Pedersen i sin egenskab af direktør har indgået nogle økonomisk ugunstige leverandøraftaler på vegne af Advice A/S.”
Bureauet understreger, at disse aftaler intet har at gøre med hans opgaver i forbindelse med kampagnen for Det Nye Tv-signal eller med andre kunderelaterede opgaver, og at aftalerne heller ingen betydning har for hverken soliditeten eller leverandørforpligtelserne i bureauet … og altså heller ingen ulovligheder fra direktørens side, indskærpes det i meddelelsen, som kom på Advices hjemmeside godt en uge inden påske.
Men ikke desto mindre: Aftaler, der er så ugunstige, at de har kostet Torben Dan Pedersen jobbet. Han har været direktør i Advice siden 2002 og partner siden marts sidste år.
Fratrædelsen, der sker efter “gensidig overenskomst”, betyder også, at han ikke længere er sekretariatschef for Sekretariatet for Det Nye Tv-signal.
Advice vandt i juli sidste år sammen med Metaphor og Maxus det knap 50 mio. kr. store budget fra Radio- og tv-nævnet, der skal informere om overgangen til digital tv. Senior kommunikationsrådgiver i Advice, Henrik Vejlgaard, har hidtil været projektleder og souschef i sekretariatet. Han er nu konstitueret sekretariatschef.
Adm. direktør i Advice, Espen Meyer Højlund, har over for Bureaubiz følgende kommentar til meddelelsen på hjemmesiden:
“Den enkelte direktør og partner i Advice har – takket være den flade ledelsesform – fuldt økonomisk ansvar. Og dét har Torben Dan Pedersen taget i den konkrete sag. Det er relativt udramatisk for bureauet, men naturligvis dramatisk for en person, der har været her i mange år. Torben Dan Pedersen hjælper loyalt og konstruktivt med overdragelsen af opgaver, og vi sender ham videre med de varmeste anbefalinger,” siger Espen Meyer Højlund.