Kreativ leder i DR ny i spidsen for Det Kgl. Teaters markedsføring

Peter Engholm
25@mail.dk

Jacob Rosendal skal lede alle Det Kongeliges marketingaktiviteter inden for teater, opera, ballet, koncerter m.m. Og give markedsføringen et digitalt løft.

”Journalistik kan føre til alt, bare man forlader den i tide” – denne floskel får baghjul af tekstforfatteren Jacob Rosendal. Efter i 00erne at have været på bl.a. Hjaltelin Stahl, &Co og McCann har han de senere år været Markedsføringredaktør på DR og siden Kreativ Leder samme sted.

I foråret romandebuterede Jacob Rosendal, der er cand.mag. i litteraturvidenskab, med Formiddagsherskeren, og nu går turen så til Det Kongelige Teater, hvor han skal være marketingleder.

Opgaven bliver at lede alle marketingaktiviteter – hvad enten det er teater, opera, ballet, koncerter eller andre former for events. Og indsatsen er ikke kun rettet mod publikum, men også BtB.

Om sit skifte fra DR til Det Kongelige Teater siger Jacob Rosendal:

”Jeg synes, det er spændende at arbejde med store brands, som der er følelser omkring – det gælder både DR og Det kongelige Teater. Der er i begge tilfælde tale om oplevelser og en public service-dimension. Og på teatret er oplevelserne live og levende. Det er unikt og dynamisk, og noget der med fordel kan bruges i markedsføringen.”

Stillingen som marketingleder har været ledig en tid, og Det Kongelige Teater har i forbindelse med ny-ansættelsen ønsket at give disciplinen øget opmærksomhed og dermed et løft.

”Det Kongelige Teater har været god til at markedsføre sig – bl.a. på print og plakater. Niveauet skal fastholdes, og på det digitale felt kan der endda skiftes gear, så vi på engagerende vis bringer brugerne tættere på oplevelserne,” siger Jacob Rosendal.

Det Kongelige Teater blev i 2011 Årets Annoncør ved True Award med arbejde udført af Mensch.

Jacob Rosendals afgang fra DR betyder, at den kreative ledelse bliver smallere i toppen. For hans stilling genbesættes ikke. Markedsføringschef Malene Birkebæk siger til Bureaubiz:

”Selv om det er med beklagelse, at vi siger farvel til ham, ønsker vi ham rigtig meget held og lykke i det nye job. Da Jacob sagde op i forbindelse med implementeringen af den store spareplan hos DR, har vi valgt ikke at genbesætte hans stilling. Det er dog ikke lig med nedlægning af vores kreative ledelse, da flere har titel af kreativ leder, der ydermere refererer til chefen for den kreative afdeling, Søren Lindhardt. Så den kreative ledelse bliver blot en smule smallere i toppen, men ambitionerne fastholdes bl.a. fordi vi ud over kreative ledere har en bred stab af dygtige og kreative producere.”