Der lå en åben invitation til andre foreninger om at komme med i den fusion, som i går blev annonceret mellem Huset Markedsføring og Dansk Annoncørforening.
Den invitation kan først og fremmest læses som gående til DRRB (Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening), men herfra lyder svaret: Pænt nej tak.
“Vi er meget glade for vores tilknytning til Danske Erhverv, som har givet medlemmerne en masse tillægsydelser. Desuden har vi som brancheforening et stort fokus på en række politiske problemstillinger – bl.a. omkring at sikre at vores medlemmer og deres kunder fortsat har åbne markedsføringskanaler – og her er vi også rigtig godt placeret i Danske Erhverv. Jeg har svært ved at se, hvad Markedsføring skulle kunne tilføre os på det område”, siger foreningens formand, Jan Olsen. Han siger videre:
“Men samtidig har vi et godt samarbejde med både Markedsføring og annoncørerne om fælles faglige interesser, og det ser vi frem til at fortsætte. Måske kan det endda blive endnu bedre, nu hvor de to er gået sammen”.
Markedsføring har som forening altid bygget på tre grundlæggende grupper: Marketing, bureauer og medier.
Næppe nogen forestiller sig, at Danske Dagblades Forening vil overveje at fusionere med Huset Markedsføring, men heller ikke et andet sted i medieverdenen i en noget mindre forening, kan man se en ide i frieriet.
“Vores interesse er at fremme det digitale, og her samarbejder vi med alle, der vil det samme. Og vi har et fint samarbejde med Markedsføring om DIA (Danish Internet Award), som måske kan blive bedre, nu hvor Annoncørforeningen er blevet en del af Huset. Men jeg har svært ved at se en mening med en fusion”, siger formanden for FDIM (Foreningen af Danske Internet Medier), Christian Peytz.