DSB har valgt nyt reklamebureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der lægges lidt afstand til den igangværende imagekamgpagne i udmeldingen om, hvem, der bliver DSBs nye reklamebureau. Favoritten blandt de to tilbageværende bureauer løb med sejren.

Den største overraskelse i DSBs bureaukonkurrence kom, da de to finalebureauer blev valgt ud af de seks deltagere.

Hverken samarbejdspartneren gennem 20 år, Bates Y&R, eller Mensch, der har stået bag den igangværende imagekampagne, kom med. I stedet faldt valget på People Group og Advice.

Og blandt de to blev People Group set som favoritten, hvilket altså også blev resultatet.

DSBs nye reklamebureau hedder People Group.

Til gengæld ligger der en bemærkelsesværdig ting i udmeldingen i forbindelse med valget af nyt bureau. Kommunikationsdirektør Jakob Høyer har tidligere sagt, at imagekampagnen er en del af grundlaget for det videre arbejde med markedsføringen, og kampagnen har da også indgået i konkurrencen. De seks deltagere har skulle komme med bud på en videreførsel.

Men nu siger kommerciel direktør, Gert Frost så om valget af People Group:

“Vi har valgt People Group, som har det, vi ledte efter. PeopleGroup har en god forståelse af samtlige medier, og de har været gode til at omsætte DSB’s grundfortælling til budskaber. Og jeg vil gerne slå fast, at det vi har gjort nu, er at vælge et bureau – ikke et bestemt udtryk, så nu skal vi til at arbejde med de fremtidige kampagner. Det arbejde ligger foran os i samarbejde med People Group.” 

I udvælgelsen lagde DSB vægt på en linje med mere kundeinvolvering og øget brug af digitale medier og på at vælge et bureau, som kan hjælpe DSB videre med at udforske grundfortællingen om DSB.

I imagekampagnen har DSB gjort op med den lange og meget succesrige Harry & Bahnsen kampagne ved at lægge vægt på sammenhæng. DSB konkurrerer ikke med andre transportformer men skaber sammenhæng.

Budgetmæssigt må People Group nok indstille sig på, at DSB bliver en lidt mindre interessant kunde end den har været for Bates. DSBs adm. dir., Jesper Lok har over for Business.dk tilkendegivet, at budgettet til reklame og markedsføring er skåret med 25 pct.