Så meget som ni bureauer kan der blive tale om, at DSB vil lave aftaler med, når selskabet skal etablere et nyt bureau setup oven på bruddet med Wibroe, Duckert & Partners.
Det er kun godt et år siden, at Partners ellers vandt DSB i en stor konkurrence, men samarbejdet har aldrig rigtig foldet sig ud, og samtidig har DSB været igennem en krise, der har skåret markedsføringsbudgettet betragteligt til forventeligt lidt over 30 mio. kr. Det betyder et markant farvel til de glade Harry & Bahnsen dage.
Netop den forandrede tilgang til markedsføring var en del af begrundelsen for at man hos DSB ikke mere så mening i at have en samlet rammeaftale med et bureau.
Som transport-virksomhed kan DSB faktisk købe markedsføring for op til 2,9 mio. kr. uden at gå i udbud, men så løs en model, vil man ikke kaste sig ud i.
I stedet vil DSB have etableret en rammeaftale med et antal bureauer, som herefter kan byde ind i såkaldte miniudbud. Som planen ser ud lige nu vil DSB dele opgaverne op i tre hovedområder, og målsætningen vil være at finde tre bureauer til hver af dem. De skal så findes gennem et udbud.
“Vi er lige nu ved at fastlægge detaljerne og regner med at være endelig på plads indenfor ret kort tid. Rammerne forventes at blive tre kategorier, så når DSB skal have løst en opgave i fremtiden skal bureauerne i den relevante kategori give tilbud på baggrund af en opgavebeskrivelse fra DSB,” siger DSBs kommunikationsdirektør, Lars Kaspersen og tilføjer, at der fortsat arbejdes på planen og at der derfor kan ske ændringer. Han kan heller ikke endnu sætte dato på for udbuddet.
“Men vi skynder os,” siger Lars Kaspersen.
Som planen er lige nu ser de tre kategorier således ud:
- Marketingstrategi
- Koncepter og print
- Koncepter og digital
Selvom DSB rent faktisk kan købe ind ved siden af uden udbud, så er det hensigten at alle selskabets marketingopgaver skal placeres inden for rammeaftalen.
Det betyder også, at Very kan blive sat til at forsvare sin relation. Bureauet har arbejdet med marketingopgaver primært rettet mod unge – men det er opgaver, som vil blive omfattet af det kommende udbud.