DSB stopper Harry-kampagnen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Efter 90 reklamefilm og 50 reklamepriser siger DSB nu farvel til den mere end 10 år gamle reklamekampagne. I stedet lægges der op til et andet medievalg.

En af Danmarks mest elskede reklamekampagner gennem de sidste mange år stopper nu. DSB har valgt at indstille Harry og Bahnsen kampagnen til nytår efter 12 års virke. Det fortæller Berlingske.

Enhver har igennem de sidste mange måneder kunnet iagttage, at DSB har store problemer, og der blev da også lagt op til forandringer i DSBs markedsføring, da selskabet tidligere på efteråret skiftede mediabureau.

“Vi har brug for et mediebureau, som kan hjælpe os med at forankre nye ideer og tanker, ikke bare i forhold til, hvordan DSB laver markedsføring, men også i hele den måde, vi agerer kommercielt,” sagde marketingsdirektør Steen Sørensen Koch dengang om valget af Carat i stedet for det 10 år lange samarbejde med OMD.

Nu lyder det så fra Steen Sørensen Koch:

“Da DSB for 11 år siden introducerede Harry og Bahnsen, var det for at gøre op med etat-imaget. Vi ville tættere på folket, og det er lykkedes, må man sige. Harry og Bahnsen blev udviklet i en tid, hvor tv-mediet var det bedste reklamemedie. Nu er tiden en anden, og der er langt flere platforme og muligheder for DSB at markedsføre sig på,” siger han i en pressemeddelelse fra DSB.

Steen Sørensen Koch er selv relativt ny i DSB-sammenhæng. Han tiltrådte jobbet som marketingdirektør for et år siden.

I alt er det blevet til 90 film og 50 reklamepriser. Harry og Bahnsen faldt dog aldrig rigtig nåde hos de andre kreative i reklamebranchen. Kampagnen vandt ikke meget i de traditionelle reklamekonkurrencer. Nok så vigtig var dog et par gevinster i Advertising Effectiveness Award. 

Til gengæld var den umådelig populær hos publikum. Da TV 2 i en årrække uddelte Den Glade Seer baseret på analyser blandt seerne, vandt Harry og Bahnsen måned efter måned.